Udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika
Kontaktinfo
Udenrigsøkonomi, Økonomisk StatistikSøren Burman
30 51 45 62
Hent statistikdokumentation som pdf
Udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika 2022
Formålet med udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika er at belyse de virksomheder som engagerer sig i udenrigshandel med varer, hvor store de er, hvilke brancher de tilhører, hvor mange lande de handler med mv. Statistikken er udarbejdet siden 2010 og er sammenlignelig på juridiske enheder frem til 2018. Fra 2019 og frem er statistikken opgjort på økonomiske enheder.
Indhold
Udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika er en årlig opgørelse af karakteristika for de virksomheder, som er involveret i udenrigshandel med varer i Danmark, opgjort i værdi og antal af virksomheder. Statistikken opdeles på brancher, virksomhedstørrelse, samhandelslande, ejerskab, type og koncentration af handel frem til 2022. Fra 2023 og frem vil statistikken opdeles på brancher, poster, virksomhedstørrelse og ejerskab. Statistikken kan findes i statistikbanken under Udenrigsøkonomi.
Statistisk behandling
Data til denne statistik hentes årligt fra statistikken udenrigshandel med varer samt udvalgte erhvervsstatistikker, herunder det erhvervsstatistiske register, hvor information om bl.a. antal ansatte og branche findes. Data gennemgår validering i form af at sammenholde de underliggende kilder, samt med andre tabeller i statistikken. Data fra begge kilderne sammenkøres, hvorefter variable og tabeller dannes til det endelige resultat.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Statistikken er relevant for fagpersoner, analytikere og virksomheder og kan danne grundlag for analyser om bl.a. globalisering samt give et nærmere indblik i hvilke virksomheder, som står bag Danmarks udenrigshandel med varer.
Præcision og pålidelighed
Usikkerheden for udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika er tæt forbundet med usikkerheden for udenrigshandel med varer, som på et aggregeret niveau er forholdsvis lav. Revisionen af statistikken følger i udgangspunktet revisionsrytmen for statistikken Udenrigshandel med varer, men hvis der kommer store revisioner i de øvrige kilder, kan statistikken også opdateres som følge af dette.
Der kan være ændringer i virksomhedskarakteristika (fx størrelse, branche og ejerskab) i løbet af et givent år, men i statistikken afspejles disse karakteristika ved udgangen af året.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Statistikken offentliggøres 10 måneder efter referenceperiodens afslutning. Statistikken offentliggøres i uden forsinkelser i forhold til planlagte udgivelsestider.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Statistikken er udkom første gang i 2014 og indeholder tal fra 2010 og frem. Den er i sin nuværende form sammenlignelig i hele perioden. Statistikken udarbejdes efter fælles europæiske guidelines og sammenligneligheden med statistikker fra andre EU-lande påvirkes kun af, om opgørelsen for udenrigshandel med varer sker efter general- eller specialhandelsprincippet. Sammenligneligheden med andre statistikker kan påvirkes af branchebegrænsninger og beløbsgrænser for opgørelsen af disse statistikker.
Tilgængelighed
Statistikken udgives årligt i Statistikbanken, hvor der offentliggøres tal for Udenrigshandel med varer efter virksomhedskarakteristika under emnet Import og eksport efter virksomhedskarakteristika. Derudover indgår tallene i diverse publikationer og analyser og det er muligt at få adgang til data gennem Danmarks Statistiks forskerordning.