Statistisk behandling
Kontaktinfo
Fødevareerhverv, Erhvervsstatistik.Jeppe Strandgaard Herring
24 44 43 06
Hent som PDF
Fiskeriregnskaberne indsamles årligt fra fiskernes revisorer. De indberettede regnskaber gennemgås og testes. Når samtlige indberettede regnskaber er godkendt til statistikbrug, anvendes de godkendte regnskaber (stikprøven) sammen med registerdata for hele populationen til simulering af individuelle regnskaber for de enheder i populationen, som ikke er i stikprøven. Det komplette datasæt med regnskaber for alle enheder flettes med registerdata til beregning af grupperingsvariable for statistikken.
Kilder
Regnskabsoplysninger indhentes på harmoniseret form fra fiskernes revisorer ved brug af en standardiseret elektronisk regnskabsformular.
Udtræk fra Fiskeristyrelsens registrer udgør grundlaget for afgrænsning af enheder, opstilling og gruppering af populationen, samt stratificering og udvælgelse af stikprøve. Danmarks Statistik modtager oplysninger om produktion, produktionsanlæg og ejerforhold for hver version af et registreret fartøj, når årets landinger er fuldt optalt. Disse data anvendes til afgrænsningen af de økonomiske enheder samt opdeling på arbejdssteder/fartøjsenheder.
Som en yderligere kilde indgår logbogsoplysninger, bearbejdet og kvalitetssikret af DTU-Aqua. Logbogsdata anvendes ved opgørelse af indsatsen af fartøj og mandskab (arbejdskraft).
Fra 2012 er tillige anvendt registrerede oplysninger om fiskerirettigheder (FKA fartøjs kvote andele og IOK individuelt omsættelige kvoter) fra Fiskeristyrelsen. De registrerede andele og transaktioner mellem de enkelte fartøjer for hver pr. kvotebestand anvendes sammen med modelberegnede skyggepriser til bestemmelse af kapitalværdien af fiskerirettighederne i regnskabet.
Indsamlingshyppighed
Årligt.
Indsamlingsmetode
Fiskeriregnskaberne indberettes i en harmoniseret elektronisk regnskabsskabelon, der udfyldes af fiskerens revisor. Indsamlingen er baseret på frivillighed, således at fiskeren på forhånd har givet revisoren tilladelse til, at revisoren må indberette regnskabsoplysningerne til Danmarks Statistik. Hvert år tilstræbes at få indberetninger fra de 100 største fiskerivirksomheder. Registerdata rekvireres fra Fiskeristyrelsen og DTU-Aqua.
Datavalidering
Fiskeriregnskaberne indberettes i en harmoniseret regnskabsskabelon med indbyrdes afstemning mellem relevante variable. Data gennemgår dynamiske test der kontrollerer indtastningen samt test rutiner til kontrol af validiteten af indbyrdes regnskabstekniske relationer.
Data valideres, afstemmes og testes af revisoren i regnskabsskabelonen inden indberetning. Efter indberetning indlæses data i en database, hvor der igen testes for konsistens med strukturen i det harmoniserede regnskabsskema. Fejlplacerede data rettes. Om nødvendigt kontaktes revisoren for afklaring af fejl eller manglende data.
Desuden sammenkøres regnskabet med de registrerede oplysninger om produktion pr. fiskeart samt fartøjskarakteristika. Eventuelle uoverensstemmelser afklares i samråd med den indberettende revisor, eller såfremt der er tale om misforhold i populationsdata, ved korrektion af enhedsafgrænsningen.
Databehandling
Indberettede regnskaber gemmes, valideres og afstemmes i en database. Til simulering af de manglende regnskaber anvendes en metode baseret på et SAS-program Proc MassImputation fra programpakken BANFF. Programmet finder den nærmeste donor ud fra et normeret afstandsmål for de valgte kriterievariable.
Dette gøres tre gange med forskellig sammensætning af kriterievariable (fx udskiftning af fiskeartsgrupper), hvorved fremkommer tre donorer, som anvendes til beregning af et gennemsnitsregnskab. Alle variable i dette gennemsnitsregnskab ganges med en faktor så omsætningen i det resulterende regnskab svarer til den registrerede omsætning for den ønskede enhed.
Korrektion
I de indberettede regnskaber erstattes mængde og værdi af de landede fisk med data fra landingsregistret fra Fiskeristyrelsen. De indberettede værdier af fiskerirettighederne (FKA og IOK) erstattes med beregnede værdier baseret på de registrerede kvoteandele og modelberegnede skyggepriser.
Forskellen til de indberettede værdier modposteres i balancen, dels som værdiregulering af egenkapitalen, dels som hensættelse til udskudt skat. Ved selskabseje fordeles 75/25 mellem egenkapital og udskudt skat, mens der ved personlig eje fordeles 50/50.