Statistisk behandling
Kontaktinfo
Nationalregnskab, Klima og Miljø, Økonomisk StatistikJonas Johansen Næsby
29 44 68 24
Hent som PDF
Fast realkapital beregnes ud fra bruttoinvesteringer, historiske beholdninger og antagelser om levetider og afskrivning. Investeringer bygger på regnskabsstatistik, registre og branchespecifikke kilder, suppleret af bl.a. BBR, Motorregistret og FoU-statistik. Levetider følger europæiske anbefalinger. Data valideres mod branche- og sektorserier, og der foretages en samlet makrovurdering. Fra 2021 anvendes PIM for alle aktivtyper, baseret på fælles benchmarkbeholdninger.
Kilder
Kilden til beregning af fast realkapital er består af faste bruttoinvesteringer fra opstillingen af nationalregnskabet i kombination med historiske beholdninger samt antagelser om levetider, afskrivningsprofiler mv.
Opgørelsen af faste bruttoinvesteringer bygger på en kombination af regnskabsstatistikker, administrative registre og brancherelevante datakilder. Den primære kilde er strukturstatistikken, der indeholder oplysninger om bruttoinvesteringer fordelt på aktivtyper i de fleste markedsproducerende brancher. Strukturstatistikken supplerer opgørelsen med oplysninger om køb og salg af eksisterende aktiver, som indgår efter nationalregnskabsdefinitionen. For aktivtyper og brancher, hvor strukturstatistikken ikke dækker investeringsniveauet tilstrækkeligt, benyttes alternative kilder, herunder Bygnings- og Boligregistret (BBR), offentlige finanser, sektorregnskaber og brancheopdelte regnskabsdata.
For investeringer i byggeri og anlæg anvendes desuden omsætningsstatistikker for bygge- og anlægssektoren samt oplysninger om omkostninger ved ejerskifte. Investeringer i transportmidler afgrænses ved hjælp af Motorregisteret. Opgørelsen af investeringer i immaterielle aktiver anvender sektorspecifikke kilder, herunder FoU-statistikken og produktstatistikker for it-tjenester. Softwareinvesteringer opgøres ved kombination af oplysninger fra produktstatistikkerne for it-sektoren og et afledt estimat for egenproduktion baseret på lønomkostninger.
For investeringer i maskiner og udstyr anvendes vare- og branchestatistikker gennem metodeprincipper baseret på varestrømme. I sektorer med få og store investorer samt offentlige institutioner vurderes datakvaliteten som høj, mens nye virksomheder med lav initial aktivitet overvåges særskilt for at sikre fuld registrering af store enkeltstående investeringer.
Ved tidligere benyttet metode for beregning af beholdninger for boliger og transportmidler, er den direkte beholdningsopgørelse benyttet. Her kommer kilderne fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), Register for motorkøretøjer, Skibsregistret, Flyregistret, Registret for rullende materiel og Ejendomsregistret.
For at kunne beregne forbrug af fast realkapital er det nødvendigt at benytte antagelser om særligt levetider for den enkelte typer af kapital. Danmarks Statistik benytter levetider som helt overvejende følger europæiske anbefalinger.
De overordnede gennemsnitlige levetider er følgende:
| Aktiv | Gennemsnits levetid | DKs interval for levetider |
|---|---|---|
| AN.111 Boliger | 70 | 68-75 |
| AN.1121 Andre bygninger | 57,1 | 50-62 |
| AN.1122 Anlæg | 38,5 | 23-120 |
| AN.1131 Transportmidler | 16,4 | 12-25 |
| AN.11321 IT-udstyr | 5,8 | 5-10 |
| AN.11322 Telekommunikationsudstyr | 14,1 | 11-23 |
| AN.1139 Andre maskiner og inventar | 14,2 | 10-35 |
| AN.114 Militær våbensystemer | 22 | 22 |
| AN.115 Stambesætninger mv. | ||
| AN.1171 Forskning og udvikling | 9,8 | 9-20 |
| AN.1172 Olie, gas, mineral efterforskning | 30 | 30 |
| AN.1173 Computer software | 5,1 | 5-7 |
| AN.1174/1179 Originalværker indenfor kunst og underholdning mv. | 5 | 5 |
Fra og med beregningen af 2021-tallene er der foretaget mindre tilpasninger i levetiderne, således at de stemmer bedre overens med europæiske anbefalinger: Task Force on fixed assets and estimation of consumption of fixed capital under European System of Accounts 2010.
Indsamlingshyppighed
Årligt.
Indsamlingsmetode
De fleste data til fast realkapital indsamles via leverancer i Danmarks Statistik.
Datavalidering
I nationalregnskabet foretages der en generel datavalidering af primærkilderne til beregning af bruttoinvesteringerne. Beholdningsopgørelserne afstemmes i forhold til sektor- og erhvervsfordelte investeringsserier, hvilket sikre konsistens med det øvrige nationalregnskab. Der sikres også konsistens på forbrug af fast realkapital på tværs af opgørelser af nationalregnskab og Offentlige Finanser. Til sidst foretages en makrovurdering, hvor de samlede resultater for fast realkapital kontrolleres for rimelighed og sammenhæng.
Databehandling
Databehandlingen foregår i flere trin.
Der anvendes den samme beregningsmetode for alle arter, nemlig Perpetual Inventory Method (PIM) metoden. Bygninger og transportmidler er tidligere blevet beregnet ud fra en direkte beholdningsopgørelse. For at kunne ensarte beregningsmetoden er der udarbejdet detaljeret benchmark-beholdninger for bygninger og transportmidler der muliggør, at kunne benytte PIM. Denne ensretning er introduceret med beregningen af fast realkapital for 2021 og frem.
Der er en regnskabsmæssig sammenhæng mellem de centrale variable i opgørelsen af fast realkapital. Sammenhængen omfatter bruttobeholdning, nettobeholdning, faste bruttoinvesteringer, forbrug af fast realkapital, nominelle omvurderinger og andre mængdeændringer i ikke-finansielle aktiver. Variablerne indgår i en regnskabsidentitet, som sikrer konsistens mellem beholdningerne primo og ultimo året.
Identiteten kan udtrykkes som:
nettobeholdning primo
+ faste bruttoinvesteringer
- forbrug af fast realkapital
+ andre mængdeændringer
+ nominelle omvurderinger
= nettobeholdning ultimo.
Identiteten er defineret i løbende priser. Ved opgørelser i faste priser med ens referencetidspunkt, eksempelvis årets gennemsnitspriser eller priser fra foregående år, gælder samme identitet med den forskel, at nominelle omvurderinger er nul, da disse kun eksisterer i løbende priser.
Korrektion
Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.