Lønindeks for offentlig forvaltning og service (Afsluttet)
Kontaktinfo
Privatøkonomi og Velfærd, PersonstatistikHege Susanne Hauglund
Hent statistikdokumentation som pdf
Det implicitte lønindeks for offentlig forvaltning og service belyser lønudviklingen i den offentlige sektor (staten, kommuner og regioner) fordelt på hovedbrancher. De implicitte lønindeks omfatter stort set samtlige lønmodtagere, såvel funktionærer som arbejdere, samt elever og unge under 18 år, der er ansat inden for offentlig forvaltning og service. Statistikken viser udviklingen tilbage fra 1. kvartal 1995.
Indhold
De implicitte indeks er baseret på lønoplysninger for stort set samtlige ansatte i offentlig forvaltning og service. Indeksene offentliggøres fordelt på 36-standardgrupperingen i Dansk Branchenomenklatur 2007 (DB07), og viser udviklingen i forhold til basisperioden (1. kvartal 2005) og i forhold til samme kvartal året før.
Statistisk behandling
Data indsamles for stort set alle offentligt ansatte, og refererer til lønnen i den midterste måned i kvartalet. Data fejlsøges groft inden produktion, men der bliver også frasorteret senere i processen, blandt andet ved beregningen af stigningstakter på virksomhedsniveau. Ved beregningen af gennemsnitstimelønnen i hver gruppe indgår timelønnen i de enkelte ansættelsesforhold med en vægt, der svarer til personens beskæftigelsesgrad.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Private virksomheder og organisationer - herunder også internationale - samt ministerier og andre offentlige institutioner udgør de centrale brugere af det implicitte lønindeks. Lønindekset anvendes især i forbindelse med forskellige kontraktreguleringer. Derudover anvendes lønindekset i reguleringen af lønnen for offentligt ansatte, ved overenskomstforhandlinger mv.
Præcision og pålidelighed
Da det implicitte offentlige lønindeks er baseret på lønoplysninger for stort set samtlige offentligt ansatte, samt at indberetningerne sker fra de offentlige lønanvisningssystemer, er præcisionen og pålideligheden af statistikken god. Man skal dog være opmærksom på, at lønindeksene er dannet på baggrund af summariske løngennemsnit, hvilket kan betyde, at ændringer i personalesammensætningen påvirker den målte lønudvikling. Danmarks Statistik har udviklet et nyt standardberegnet lønindeks, der tager højde for dette, og som er offentliggjort første gang 17. december 2018.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Det implicitte lønindeks udkommer ca. 60 dage efter udløb af referencekvartalet. Punktligheden er høj, og der har ikke været forsinkelser af nogen art i adskillige år. Offentliggørelsen af tal for tredje kvartal 2018 blev ekstraordinært udsat i 17 dage som følge af arbejdet med det nye standardberegnede lønindeks, da det blev besluttet at det implicitte lønindeks skulle offentliggøres samtidig med de standardberegnede lønindeks.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
De implicitte lønindeks er løbende blevet kvalitetsforbedret. Ved opretningen af større fejl er der så vidt muligt rettet helt tilbage fra indeksets start (1. kvartal 1995). Fra 1. kvartal 2013 og frem er den nye sektorafgrænsning implementeret. 1. kvartal 2013 udgør således et egentligt databrud i de implicitte lønindeks. Det offentlige implicitte lønindeks er sammenligneligt med det tilsvarende indeks for virksomheder og organisationer. Internationalt kan det implicitte lønindeks i et vist omfang sammenlignes med andre lands lønindeks for den offentlige sektor.
Tilgængelighed
Statistikken udgives kvartalsvist i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Implicit lønindeks. Derudover indgår indekset i Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt.