Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik
Jarl Christian Quitzau
23 42 35 03

JAQ@dst.dk

Hent som PDF

Formue og gæld

Statistikken er en årlig opgørelse af personer og familiers formue og gæld. Statistikken er baseret på individdata om værdien af boliger, biler, indestående på bankkonti, aktiebeholdninger mv., pensionsformuer og gæld mv. Statistikken kan bl.a. fordeles efter familietype, køn, alder, indkomst, ejerforhold til bolig, kommuner mv. Der laves derudover særskilte opgørelser af pensionsformuerne.

Indholdsbeskrivelse

Hovedbegrebet i formuestatistikken er nettoformuen. Nettoformuen består blandt andet af værdien af fast ejendom, biler, indestående i pengeinstitutter, værdipapirer herunder unoterede akter samt pensionsformuer. Herfra trækkes gæld til såvel private som til det offentlige. Værdien af unoterede aktier og gæld til inddrivelse i det offentlige indgår først i nettoformuen fra 2020. For at reducere databruddet er der lavet to nettoformuebegreber, hvor det ene kører fra 2014 og frem. Det andet, som inkluderer de to nye komponenter starter fra 2020.

Formuer akkumuleres typisk over et livsforløb med lidt nedsparing efter pensionsalderen. På grund af den tætte sammenhæng mellem alder og formuestørrelse er alder et gennemgående element i formidlingen af formuestatistikken. Herudover er statistikken karakteriseret ved store afvigelser mellem gennemsnit og median, da få personer med meget ekstreme formueforholde kan påvirke gennemsnittet ganske meget. Derfor vises både gennemsnit og medianer i store dele af formidlingen med mest vægt på sidstnævnte.

De enkelte formue- og gældsposter er beskrevet mere detaljeret her : Oversigt over de enkelte formue- og gældsposter

Pensionsformuerne er beskrevet her: Dokumentation af pensionsvariablerne, herunder tjenestemandspensionerne og efterlønsordningen.

I 2023 har Danmarks Statistik (DST) og Danmarks Nationalbank (DNB) i samarbejde estimeret udbetalinger af aldersopsparing. Her har der ikke tidligere fandtes data, da de er skattefrie ved udbetalingen. Læs mere i papiret Estimering af aldersopsparing Ligeledes har DST og DNB i 2023 lavet et datasæt, som samler data om pensionsformuer, ind- og udbetalinger mv., som giver overblik over pensionsafkast og værdiændringer i pensionssystemet. Læs mere i papiret New data on individual pension wealth growth

Grupperinger og klassifikationer

Formue- og gældsdata er klassificeret efter inspiration fra OECD.

Grupperingen af familierne sker efter bl.a.: Familietype, ejerform til bolig, indkomst i intervaller, socioøkonomisk gruppe, uddannelsesniveau, og kommune.

Statistikbanktabellerne LABY11, 12, 14 og 15, der er tilknyttet temaet Land og by, er fordelt på kommunegrupper.

Sektordækning

Husholdningssektoren.

Begreber og definitioner

Medianformue: Medianen er det beløb, hvor præcist halvdelen af befolkningen har højere formue og den anden halvdel lavere formue. Særligt for formuer kan gennemsnittet blive trukket meget op af enkeltpersoner med store formuer – hvorfor gennemsnittet ofte ikke er repræsentativt for gennemsnittet i den brede befolkning. Medianen er et godt alternativ, hvis man ønsker et mere klart indtryk af de typiske formueniveauer i den danske befolkning.

Nettoformue: Den samlede værdi af en persons eller husholdnings aktiver minus deres passiver. I formuestatistikken er nettoformuen summen af værdi af boliger, biler, bankindeståender, aktier og andre værdipapirer samt pensionsformuer mv., fratrukket gæld. I 2020-definitionen af nettoformuen medregnes værdien af unoterede aktier (aktier, som ikke handles på børsen) samt gæld til inddrivelse hos Gældstyrelsen. 2014-definitionen er ekskl. unoterede aktier og størstedelen af gæld til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.

Unoteret aktie (Formue og gæld): En unoteret aktie er en ejerandel i et aktieselskab, som ikke handles på et reguleret marked eller en børs. I statistikken Formue og gæld dækker begrebet over den del af værdien af selskabsformuer i aktie-, iværksætter- og anpartsselskaber, som kan henføres til enkeltpersoner.

Enheder

Statistikken offentliggøres både på person- og familieniveau.

Population

Befolkningen i Danmark d. 31. december i året.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Statistikken over formue og gæld dækker perioden 2014 og frem - hvert år opgjort pr. 31/12 i året. Indholdet af statistikken varierer dog lidt over årene. Enkelte komponenter, primært finansielle formuer, offentlige ejendomsvurderinger og gæld findes længere tilbage i tid i andre registre. Se mere under ”Sammenlignelighed over tid”.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Danske kroner og antal personer

Referencetid

Formue og gæld opgøres pr. 31. december i året. Befolkningsoplysninger om køn, alder og familieforhold er hentet med samme referencedato.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

En lang række data indsamles via SKAT mv. på baggrund af den generelle hjemmel i lov om Danmarks Statistik, § 6 Lov om Danmarks Statistik . Oplysningerne om pensionsformuer indhentes med hjemmel i Lov om Danmarks Nationalbank, § 14 a. Der er ingen EU-regulering på området, men statistikken leverer input til EU-SILC, som er reguleret af EU forordning 2019/1700 og OECD's formuestatistik .

Indberetningsbyrde

Statistikken er registerbaseret og der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde. De fleste data indsamles fra KMD, LD - Lønmodtagernes dyrtidsfond, Skattestyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Gældsstyrelsen. Derudover indsamles pensionsdata fra omkring 100 pensionsselskaber og pengeinstitutter. Selskaberne leverer pensionsdata til Skat, som leverer data videre til Danmarks Statistik, der efter en fejlsøgning deler data med Danmarks Nationalbank. Der er en del arbejde forbundet med at sikre, at data lever op til de indgåede dataudvekslingsaftaler samt det praktiske arbejde med organiseringen og overførslen af data. Såfremt data ikke lever op til kvalitetskravene kan det også være nødvendigt med genindberetning af data. Indberetningsbyrden er ikke kvantificeret.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på emnesiden om formue og gæld, emnesiden om pensionsformuer eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.