Gå til sidens indhold

Mere end hver tredje beboer i almene boliger er under 30 år gammel

Børn og unge voksne under 30 år udgør en stor andel af beboerne i de danske almene boliger. Der er flest almene boliger i Region Hovedstaden, og der er generelt tale om etageboliger.

17. november 2021 kl. 14:00

I 2021 bor der omtrent en mio. personer i boliger ejet af almene boligselskaber rundt omkring i landet. 
Generelt er der lidt flere kvinder end mænd, der bor i almene boliger, og der er især to aldersgrupper, der fylder i forhold til antal beboere, når man ser bort fra hjemmeboende børn: De unge i aldersgruppen 18 til 29 år udgør 18 procent af alle beboerne i de almene boliger, mens dem, der er 70 år eller derover, følger tæt efter med 17 procent. 

”Vi kan se, at der sker et ganske markant fald i antallet beboere, når vi sammenligner aldersgruppen 18 til 29 år med gruppen 30 til 39 år. Det kan skyldes, at de yngre beboere flytter fra de almene boliger, når de begynder at få højere indkomster,” siger specialkonsulent Annika Klintefelt, der er statistikansvarlig på området.
”Vi kan desuden se, at der bor relativt mange kvinder i gruppen 70 år og derover i de almene boliger, hvilket blandt andet kan skyldes, at kvinderne lever længere end mændene,” tilføjer hun.

AlmeneBoliger#1UdklipKilde: www.statistikbanken.dk/BOL201

Fordelingen af almene boliger følger befolkningen

Mere end en tredjedel af de almene boliger i Danmark ligger i Region Hovedstaden. Region Syddanmark og Midtjylland har hver omtrent en femtedel, og Region Sjælland og Nordjylland har omkring en tiendedel.
Forskellene på tværs af regionerne afspejler dog befolkningsandelene ret tæt.

”Når cirka en tredjedel af de almene boliger i Danmark ligger i Region Hovedstaden, så passer det meget godt med, at det også er cirka en tredjedel af befolkningen, der bor netop der. Sådan er det også i de andre regioner”.
”Det er dog Region Hovedstaden, hvor andelen af de almene boliger er højst i forhold til befolkningsandelen,” siger Annika Klintefelt. 
AlmeneBoliger#2UdklipKilde: www.statistikbanken.dk/BOL101 og FOLK1A

De fleste almene boliger er etageboliger

Almene boliger kan antage mange former, og på tværs af landet er der blandt andet almene boliger i form af fx parcel- og rækkehuse. Langt størstedelen af landets almene boliger er dog etageboliger. I 2021 udgjorde etageboliger lige omkring 70 procent af de almene boliger.

”En fjerdedel af de almene boliger i Danmark er række-, kæde- eller dobbelthuse, men etageboliger er den klart mest almindelige form for almene bolig,” siger Annika Klintefelt.

AlmeneBoliger#3UdklipKilde: www.statistikbanken.dk/BOL101

Op mod halvdelen af de almene boliger er mere end 50 år gamle

Almene boliger i Danmark er generelt opført før årtusindeskiftet. Blot lidt over en tiendedel af de almene boliger er opført fra 2000 og frem. Omtrent samme andel er fra perioden før 1950.

”Fordelt på årtier er der fleste almene boliger, der blev bygget i 70’erne,” fortæller specialkonsulent Annika Klinteflet og fortsætter:
”Langt de fleste almene boliger har en del år på bagen, og næsten 44 procent af de almene boliger er opført i perioden op til 1970”.

AlmeneBoliger#4Udklip*Anm: Bemærk, at de 0,7 procent kun dækker over året 2020.
Kilde: www.statistikbanken.dk/BOL101

Data til denne artikel er leveret af specialkonsulent Annika Klintefelt, og hvis du har spørgsmål til tallene, er du velkommen til at kontakte hende på AKF@dst.dk eller 3917 3678.

Kontakt

Annika Maria Emilia Klintefelt