Gå til sidens indhold

Flere kvinder studerer IT, teknik og robotter

De naturvidenskabelige, teknologiske og IT-baserede såkaldte ’STEM-uddannelser’ er i fremgang, og det skyldes især, at flere kvinder de seneste fem år har valgt at gå den vej.

24. september 2020 kl. 8:00

De kommer til at skitsere veje og broer, udvikle computersoftware og arbejde med robotteknologi. Dette er blot få eksempler på bredden i de såkaldte STEM-fag, som de senere år har været i fremgang i Danmark.

Således er antallet af nye studerende på videregående STEM-uddannelserne vokset fra 15.600 i 2009 til rundt regnet 25.800 i 2019, svarende til en vækst på 65 pct.

Antallet af nye universitetsstuderende på alle videregående uddannelser er i samme periode vokset med 37 pct.

Fra 2009-2015 var den procentvise vækst i nye studerende på STEM-uddannelserne næsten ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, men de seneste fem år har væksten i STEM-uddannelserne især været båret frem af flere kvindelige studerende.

Antallet af kvindelige studerende på STEM-uddannelser voksede således med 11 pct. fra 2015-2019, mens antallet af mandlige STEM-studerende voksede med 3 pct.
I 2019 var der 8.600 kvinder, som studerede på STEM-uddannelser, svarende til 34 pct. af alle STEM-studerende, mens 17.000 mænd studerede STEM.

Naturvidenskab_01 Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af elevregisteret

FAKTA: Hvad står STEM for

  • Betegnelsen STEM-uddannelser er den engelske forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.
  • Betegnelsen overlapper, men er ikke identisk med de danske fagområder såsom naturvidenskab, teknisk videnskab, det it-faglige område m.m.

Størst vækst i kvinder som studerer IT, industri og robotter

Væksten i STEM-kvinder skyldes især, at flere kvindelige studerende har fundet vej til studierne af Informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som blandt andet dækker over arbejdet med udvikling af IT-systemer, softwareudvikling og app-udvikling.

På disse fakulteter er antallet af kvindelige studerende vokset med 32 pct. på fem år, således at der pr. 2019 gik 1.500 kvinder på disse uddannelser svarende til 24 pct. af alle studerende inden for det felt.

Den næststørste vækst af STEM-kvinder har fundet sted inden for fagene, som beskæftiger sig med Teknik, teknologi og industriel produktion, hvor antallet af nye studerende er vokset med 15 pct. på fem år.

Disse uddannelser beskæftiger sig blandt andet med robotteknologi, udformning og fremstilling af små og store mekaniske produkter, fx høreapparater, vaskemaskiner og vindmøller. I 2019 gik der 2.300 kvinder på disse typer uddannelser svarende til 28 pct. af alle studerende på området det år.

Antallet af nye kvindelige studerende på STEM-uddannelser efter fagområde

STEM2

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af elevregisteret

STEM-området Naturvidenskab har stadig bedst fat i kvinderne

Det STEM-område, som har det højeste antal kvindelige studerede, er fag inden for området Naturvidenskab. Her var i 2019 indskrevet knap 3.200 kvinder svarende til 54 pct. af alle studerende på området. Dette gør også naturvidenskabsområdet til det eneste STEM-område, hvor kvinderne er i overtal.

Det naturvidenskabelige område er dog ikke vokset lige så hastigt blandt kvinderne, som de øvrige STEM-fag. Med en vækst på 49 pct. over 10 år og kun 3 pct. over fem år, har fagområdet på den lange bane tabt en smule terræn til de andre STEM-fag, når det kommer til kvindernes deltagelse.

Således var 41 pct. af alle STEM-kvinderne i 2009 indskrevet på området Naturvidenskab, mens 37 pct. af alle STEM-kvinder var det i 2019.

Det STEM-område, som har lavest tilslutning blandt kvinderne, er fagområdet Mekanik, jern og metal, som er en samlebetegnelse for en række mekaniker- og smedeuddannelser, som b. la. beskæftiger sig med biler, fly og store maskiner. På dette område var kun 86 kvinder indskrevet i 2019 svarende til knap 10 pct. af alle studerende.

Andel kvindelige STEM-studerende fordelt på fagområder. 2019 STEM3

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af elevregisteret

Har du spørgsmål til tallene i denne artikel, kan du kontakte fuldmægtig Nare Hakhverdyan på NHD@dst.dk eller fuldmægtig Alex Skøtt Nielsen på AXN@dst.dk

Læs mere om STEM-uddannelser i artiklen: STEM-studerende næsten fordoblet på ti år