Gå til sidens indhold

Fire gange så mange indvandrere med oprindelse uden for EU/EØS er her for at arbejde

Fra 2008 til 2018 er antallet af indvandrere med oprindelse uden for EU og EØS, der er kommet til Danmark med erhverv som opholdsgrundlag, vokset fra 7.500 til 30.900. Indere og kinesere udgør de største grupper.

16. oktober 2018 kl. 10:00

30.900 indvandrere med oprindelse uden for EU og EØS (Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein) var 1. januar 2018 i Danmark med erhverv som opholdsgrundlag. Disse personer er kommet til Danmark efter 1997.

Den største gruppe kom fra Indien, hvor 6.979 havde oprindelse. Derefter fulgte Kina, Ukraine, Pakistan og USA med henholdsvis 3.476, 2.924, 2.607 og 2.045 indvandrere med erhverv som opholdsgrundlag i Danmark.

Firdobling siden 2008

I forhold til 2008 er billedet i 2018 anderledes, idet antallet af indvandrere med oprindelse udenfor EU/EØS, der er i Danmark for at arbejde, er firdoblet fra godt 7.500 til godt 30.900. Antallet af indvandrere fra alle de tyve største oprindelseslande er steget, men især indvandrere med oprindelse i Indien, Kina, Ukraine og Pakistan bidrager til stigningen siden 2008. Stigningen af indvandrere med oprindelse i disse fire lande svarer til over halvdelen af den samlede stigning af indvandrere med erhverv som opholdsgrundlag med oprindelse uden for EU/EØS.

ikke eu-eøs

Kilde: Danmarks Statistik; Særkørsel på baggrund af befolkningsstatistikken, https://www.statistikbanken.dk/FOLK1C

Opgørelsen omhandler kun indvandrere, som er indvandret efter 1997, der har erhverv som opholdsgrundlag. Danmarks Statistik kan ikke opgøre opholdsgrundlag for indvandrere, der er kommet til Danmark før 1997. 1. januar 2018 var 358.700 indvandrere med oprindelse uden for EU/EØS i Danmark, hvoraf 114.500 var indvandret før 1997. I 2008 var der 247.200 indvandrere i Danmark, hvoraf 133.200 var indvandret før 1997.

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Jens Bjerre, specialkonsulent, 39 17 36 77, jbe@dst.dk

Det viser tallene i artiklen

Denne artikel ser på indvandrere med oprindelse i lande uden for EU/EØS, der har erhverv som opholdsgrundlag. Oprindelse siger ikke nødvendigvis noget om, hvilket statsborgerskab som den enkelte indvandrer har. Man kan fx godt have svensk statsborgerskab men have oprindelse i USA.

Opholdsgrundlag er det legale grundlag, som indvandrere har for at opholde sig lovligt i Danmark. Udenlandske statsborgere som ikke har et EU/EØS-statsborgerskab, skal have opholdstilladelse for at kunne indvandre til Danmark. Opholdstilladelse dækker over asyl, familiesammenføring, erhverv, studie og andet. EU/EØS-borgere er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed og skal søge om registreringsbevis, hvilket er et bevis på de rettigheder, som EU-borgeren allerede har. Samlet set betegnes opholdstilladelser og EU/EØS-registreringsbevis som opholdsgrundlag. Da oprindelse ikke er ensbetydende med statsborgerskab kan nogle personer med oprindelse uden for EU/EØS godt være EU-borgere og få opholdstilladelse i Danmark efter EU/EØS reglerne.

Indvandrere, der har ophold i Danmark som nordiske statsborgere eller EU/EØS-borgere kan også godt være i Danmark for at arbejde. I denne artikel er disse grupper ikke belyst, da artiklen fokuserer på indvandrere med oprindelse uden for EU/EØS, der har erhverv som opholdsgrundlag.