Gå til sidens indhold

Økonomien i landbrugets produktionsgrene 2021

Økonomien i landbrugets produktionsgrene

Publikationen giver et overblik over landbrugets økonomi fordelt på produktionsgrene som fx hvede, slagtesvin og malkekøer. Resultaterne viser, at 2021 som helhed blev et godt år for især produktionsgrene med planteavl og malkekøer, der gavnede fra stigende priser.

Høståret 2021 bød på stigende priser for korn

Prisen for konventionelt korn steg med 26 pct. til 148 kr. pr. hkg i 2021. Korn blev dyrket på 52 pct. af det dyrkede areal, og var således den største planteafgrøde. Prisstigningen opvejede et fald i høstudbyttet på 7 hkg til 66 hkg pr. ha, og resulterede i et stigende nettooverskud. Af de forskellige kornsorter fik konventionel hvede det største nettooverskud på 2.648 kr. pr. ha, hvilket var 1.252 kr. pr. ha. mere end året før. For økologisk korn steg prisen i 2021 med 40 kr. til 203 kr. pr. hkg. Det resulterede i, at nettooverskuddet steg fra -618 kr. pr. ha i 2020 til 42 kr. pr. ha i 2021, hvoraf miljøtilskud udgjorde 955 kr. pr. ha. Øvrige tilskud, fx arealtilskud fra EU, er ikke indregnet i nettooverskuddet.

Planteavlens bedste økonomi findes i kartofler og grøntsager

Nettooverskuddet blev igen i 2021 størst for de forskellige produktionstyper af kartofler og grøntsager. Økologiske kartofler havde et nettooverskud på 13.224 kr. pr. ha efterfulgt af konventionelle grøntsager på 8.898 kr. pr. ha. For alle tre produktionstyper af kartofler steg priserne i 2021 og medvirkede til, at nettooverskuddet øgedes til trods for faldende udbytter. For konventionelle spisekartofler faldt udbytterne med 9 hkg til 284 hkg pr. ha mens prisen steg med 38 pct. til 195 kr. pr. hkg og resulterede i et nettooverskud på 8.103 kr. pr. ha mod 3.583 kr. pr. ha året før.

Store stigninger i overskuddet for raps og græsfrø

Raps var i 2021 den tredjestørste afgrøde efter hvede og byg, og udgjorde ca. 6 pct. af det dyrkede areal. Nettooverskuddet for raps steg med 2.726 kr. til 3.380 kr. pr. ha i 2021. Det skyldes både en stigning i høstudbytte på 2 hkg til 41 hkg pr. ha og en stigning i rapsprisen på 21 pct. til 340 kr. pr. hkg. For græsfrø blev nettooverskuddet mere end fordoblet til 5.119 kr. pr. ha. i 2021. Mens udbyttet steg en smule med 1 hkg til 14 hkg pr. ha, steg produktprisen med 16 pct. til 1.186 kr. pr. hkg. Produktionen af græs- og kløverfrø dækkede i 2021 et areal på knap 110.000 ha, hvilket svarede til 4 pct. af det dyrkede areal.

2021 var et godt år for mælkeproducenter

I 2021 steg både mælkeprisen og ydelsen af mælk pr. årsko. Fra 2020 til 2021 steg mælkeprisen 21 øre pr. kg mælk for konventionel mælk og 15 øre pr. kg økologisk mælk, samtidig med at mælkeydelsen pr. ko steg med hhv. 73 kg og 38 kg pr. ko. Det mere end opvejede stigningerne i de samlede omkostninger og gav et overskud på hhv. 32 og 51 øre pr. kg for konventionel og økologisk mælk, svarende til en lønningsevne pr. arbejdstime på hhv. 327 kr. pr. time og 399 kr. pr. time.

Fald i nettooverskuddet for konventionelle svineproducenter

Efter et par rigtigt gode år faldt prisen for konventionelle slagtesvin med 13 pct. fra 2020 til 2021. Det betød, at overskuddet blev mere end halveret til 65 kr. pr. slagtesvin i 2021 og lønningsevnen faldt med 285 kr. til 508 kr. pr. arbejdstime. For konventionelle søer faldt prisen på smågrise med 19 pct., hvilket medførte et underskud på -1.078 kr. pr. årsso og en lønningsevne på 84 kr. pr. time. For økologiske slagtesvin og søer med smågrise steg priserne hhv. 13 og 17 pct., hvilket medførte en lønningsevne på 659 kr. pr. time for økologiske slagtesvin og 306 kr. pr. time for økologiske søer med smågrise.


Kolofon

Økonomien i landbrugets produktionsgrene
Erhvervsliv
ISBN pdf: 978-87-501-2421-4
Udgivet: 13. februar 2023 kl. 08:00
Antal sider: 50
Kontaktinfo:
Henrik Bolding Pedersen
Telefon: 39 17 33 15

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig