Publikation
Danmark i tal 2014
Et statistisk snapshot af Danmark og danskerne
- Danmark er et lille land, der mest består af øer og vand. Hver dansker har omkring 1,5 meter kystlinje at boltre sig på. Højeste punkt er Møllehøj med 171 meter, den største sø er Arresø med 40 km2, og den længste å er Gudenåen, som strækker sig 176 km gennem Jylland, som for øvrigt udgør 69 pct. af landets samlede areal.
- Vi er blevet flere og flere i de seneste år, og samlet var der 5,6 mio. danskere 1. januar 2014. Det stigende befolkningstal skyldes, at der indvandrer flere, end der udvandrer, men også at der fødes flere, end der dør. Danskerne udgør for øvrigt 0,8 promille af Jordens befolkning.
- Den danske befolkning er også blevet ældre end for 25 år siden. Dengang var hver femte over 60 år, i dag er det hver fjerde. Det viser udviklingen i middellevetiden også. I 2012 var den 78 år for mænd og 82 år for kvinder. På 10 år er den steget med 3,4 år for mænd og 2,7 år for kvinder.
- Vi er også ældre, når vi gifter os. I 1971 var 87 pct. af alle 30-årige kvinder gift, mens dette i dag kun gælder for 38 pct. En mand er i gennemsnit 35 år og en kvinde 32 år, når de lader sig vie for første gang. I 2012 var den ældste brud 92 år.
- Bilen er vores foretrukne transportmiddel. 85 pct. af danskernes transport tilbagelægges i en bil. Volkswagen var det mest populære bilmærke i 2013 efterfulgt af Ford og Toyota, målt ved antallet af nyregistrerede køretøjer.
- En god bundrekord i 2012: 167 trafikdræbte mod 1.213 i 1971.
Kolofon
Danmark i talTværgående
ISBN: 978-87-501-2122-0
Udgivet: 10. marts 2014 kl. 09:00
Antal sider: 32
Kontaktinfo:
Margrethe Pihl Bisgaard
Telefon: 29 31 05 83