Gå til sidens indhold

Jordbruget i Danmark 2012

Publikationen belyser forandringerne i jordbruget gennem temaer som husdyr, økonomien i svineproduktionen samt jordbrugets gæld og investeringer.

Derudover er der et tema om gårdbutikker og stalddørssalg, som er mest udbredt blandt økologiske bedrifter.

Gårdbutikker og stalddørssalg
For første gang offentliggør Danmarks Statistik detaljerede oplysninger om gårdbutikker og stalddørssalg. Blandt de interessante oplysninger er disse facts:

  • 7 pct. af de danske landbrugsbedrifter sælger produkter direkte til forbrugerne. Det kan enten være egentlige gårdbutikker eller stalddørssalg.
  • 24 pct. af de økologiske bedrifter driver en gårdbutik.
  • Gårdbutikker er mest udbredt på Fyn, hvor de findes på 14 pct. af bedrifterne.

Flere svin vest for Storebælt
Fra 1990 til 2012 er antallet af svin vokset med 35 pct. i Vestdanmark, mens bestanden i Østdanmark i dag er på samme niveau som i 1990. Fire ud af fem svin befinder sig i Jylland og på Fyn.

I 1990 var der 24.600 bedrifter med svin i Vestdanmark og 5.300 i Østdanmark. I 2012 var disse tal faldet til 3.600 bedrifter vest for Storebælt og kun 600 bedrifter i resten af landet.

Antallet af svin er samtidig øget fra 9,5 mio. i 1990 til 12,3 mio. i 2012. For hver bedrift var der i 1990 i gennemsnit 318 svin mod ca. 3.000 i dag.

Øget specialisering
Gennem de seneste 30 år har det danske jordbrug gennemgået en kraftig strukturel udvikling, hvor antallet af bedrifter er mere end halveret. Der er blevet færre, større og mere specialiserede bedrifter.

Et aktuelt billede af jordbruget får man bl.a. af disse facts:

  • Der findes omkring 40.000 landbrugsbedrifter. Heraf er der 12.000 heltidsbedrifter.
  • Gælden i dansk jordbrug har været stigende. Faldende renter har til gengæld været med til at holde jordbruget rentabelt i de seneste år.
  • Siden 2008 har der været negative nettoinvesteringer i dansk jordbrug, hvilket betyder, at nedslidningen af bygninger og maskiner m.m. ikke modsvares af nye investeringer.
  • Landbrugets areal udgør 2,6 mio. hektar. Det svarer til 61 pct. af det samlede danske areal.

Både tallene for gårdbutikker og ovenstående tal for aktuelt areal og antal bedrifter er tal for 2012.


Jordbruget i Danmark

Hent som pdf

Jordbruget i Danmark

Kolofon

Jordbruget i Danmark
Erhvervsliv
ISBN pdf: 978-87-501-2143-5
Udgivet: 19. februar 2014 kl. 09:00
Antal sider: 41
Kontaktinfo:
Henrik Bolding Pedersen
Telefon: 39 17 33 15

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig