Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

En tredjedel af årets bogsalg lå i 4. kvartal

26. marts 2026

I 2025 blev der solgt 9 mio. bøger i styksalg fra fysiske boghandlere og som websalg. Mere end en tredjedel af styksalget (37 pct.), som er ekskl. streaming, foregik i 4. kvartal, hvor der blev solgt 3,3 mio. bøger. At salget er størst sidst på året er en tendens, der også ses i tidligere år. Ud af de 9 mio. solgte bøger i 2025 udgjorde børne- og ungelitteratur 2,8 mio. (31 pct.), mens faglitteratur og skønlitteratur udgjorde hhv. 2,6 mio. (29 pct.) og 2,5 mio. (28 pct.) solgte bøger.

Styksalg af bøger efter hovedgenreKilde: www.statistikbanken.dk/bogs01

Bøger til små børn er den bedst sælgende genre

Bøger til de helt små, herunder billedbøger og aktivitetsbøger mv., var med omkring 1,5 mio. solgte eksemplarer, den bedst sælgende genre i 2025. Dette svarer til 17 pct. af det samlede bogsalg i året. Krimier, thrillere og spændingsromaner var den næstmest solgte genre med 920.000 eksemplarer, svarende til 10 pct. af salget, efterfulgt af Skønlitteratur for børn og unge med 600.000 solgte eksemplarer. Herefter fulgte uspecificeret generel skønlitteratur med 550.000 solgte eksemplarer og Biografier, sande fortællinger og ikke-fiktiv prosa med 450.000 solgte eksemplarer. De ti mest solgte genrer udgjorde 64 pct. af årets samlede bogsalg.

De 10 mest solgte boggenrer i 2025Kilde: www.statistikbanken.dk/bogs01

Salget af fagbøger topper til jul og skønlitteratur om sommeren

I december 2025 var 35 pct. af de solgte bøger faglitterære, herunder kogebøger og biografier, mens andelen af skønlitteratur udgjorde 26 pct. I sommerperioden var det omvendt. Især i juli måned er skønlitteratur som fx Krimier, thrillere og spændingsromaner og Romantik og erotik populært. Der blev i juli 2025 solgt 239.000 skønlitterære bøger, svarende til 33 pct. af bogsalget i denne måned, mens 24 pct. var fagbøger.

Andel af bogsalget efter hovedgenreKilde: www.statistikbanken.dk/bogs04

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Statistikken om bogsalg blev første gang udgivet i 2024 og belyser styksalget af bøger fordelt på format, genre, udgivelsessprog og originalsprog. Statistikken er fortsat under udvikling, herunder hvad angår datakilder og dækning, og der kan derfor forekomme revisioner af de offentliggjorte tal. I forbindelse med denne udgivelse er der foretaget revisioner af tidligere offentliggjorte tal. Revisionerne gælder således også tidligere referenceperioder og omfatter mindre justeringer baseret på opdaterede oplysninger om bøgernes genre, format, sprog mv.

Bogsalg 2025

26. marts 2026 - Nr. 69

Hent som PDF

Næste udgivelse: 17. marts 2027

Alle udgivelser i serien: Bogsalg

Kontakt

Kilder og metode

Bogsalgsstatistikken er baseret på transaktionsdata fra de største forhandlere af fysiske bøger, der er beriget med metadata fra DBK (Bogportalen) og Publizon. Kategorierne i Statistikbanken er dannet ved hjælp af disse metadata. Læs mere om kilder og metoder vedrørende undersøgelsen i statistikdokumentationen om bogsalg og på emnesiden om litteratur.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation