Lavere indkomst til højtuddannede kunstnere
Kunstnere i Danmark 2023
Kunstnere med en mellemlang videregående uddannelse, fx fra scenekunstskolerne, havde i 2022 en gennemsnitlig indkomst før skat på 430.700 kr. Indkomsten for kunstnere med en lang videregående uddannelse, fx fra musikkonservatorierne og kunstakademierne, var 473.900 kr. Til sammenligning var den gennemsnitlige indkomst for personer i befolkningen med en mellemlang videregående uddannelse 453.000 kr., mens den for personer med en lang videregående uddannelse var 660.100 kr. Indkomsten for kunstnere med lang videregående uddannelse var dermed 28 pct. lavere end gennemsnittet i befolkningen for personer med samme uddannelsesniveau. 60 pct. af kunstnerne i Danmark havde en mellemlang eller lang videregående uddannelse i 2022, mens dette var tilfældet for 27 pct. af den danske befolkning.
Kunstnernes gennemsnitsindkomst i 2023 er på niveau med 2019
Kunstnernes gennemsnitsindkomst var den samme i 2023 som i 2019, mens medianindkomsten steg med 2 pct. Til sammenligning oplevede befolkningen en vækst i gennemsnitsindkomsten på 3 pct. i samme periode. I 2020, under COVID-19 pandemien, stagnerede den gennemsnitlige indkomst før skat for kunstnerne med hhv. 444.500 kr. i 2019 og 438.100 kr. i 2020. Kunstområdet Film og TV oplevede et fald i gennemsnitsindkomsten fra 718.000 kr. i 2019 til 585.900 kr. 2020, svarende til 18 pct. Fra 2019 til 2020 steg medianindkomsten for kunstnerne fra 352.200 kr. til 364.200 kr. svarende til 3 pct., hvilket var det samme som for befolkningen generelt. I 2021, hvor der blandt andet blev uddelt hjælpepakker i forbindelse med COVID-19 pandemien, steg den gennemsnitlige indkomst for kunstnerne til 473.800 kr. (8 pct.) og medianindkomsten til 385.400 kr. (6 pct.). Herefter faldt gennemsnitsindkomsten til 435.900 kr. i 2022, mens medianindkomsten faldt til 360.500 kr. I 2023 steg den gennemsnitlige indkomst for kunstnere til 444.000 kr., hvilket er på niveau med 2019.
Indkomst fra kunstnerisk virke påvirket af COVID-19
Mange kunstneres indkomst er sammensat af flere forskellige kilder, der både kan være indkomst fra kunstnerisk virke og andre typer indkomster. Et eksempel er en forfatter, der udover at skrive bøger, har job som underviser. For at belyse dette forhold er indkomstgrundlaget for kunstnerne i statistikken opdelt efter, hvor stor en andel af indkomsten, der kan henføres til kunstnerisk virke. For kunstnere, hvor 75-100 pct. og 1-24 pct. af deres indkomst var fra kunstnerisk virke, faldt gennemsnitsindkomsten mellem 2019 og 2020. Gennemsnitsindkomsten for kunstnere med 75-100 pct. indkomst fra kunstnerisk virke faldt fra 610.300 kr. i 2019 til 573.000 kr. i 2020, svarende til et fald på 6 pct. For kunstnere med 1-24 pct. indkomst fra kunstnerisk virke faldt gennemsnitsindkomsten med 5 pct. i samme periode. I 2021 steg gennemsnitsindkomsten for alle grupper af kunstnere med mellem 5 og 10 pct., mens den faldt med mellem 7 og 15 pct. i 2022.
Information om statistikken Kunstnere i Danmark
Kunstnere i Danmark er en statistik, der skal bidrage til øget viden om kunstneres vilkår. Kunstner er ikke en beskyttet titel, men er her defineret som en person, der er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke eller modtager af legat fra Statens Kunstfond. Statistikken bliver løbende justeret med henblik på en mere nøjagtig definition af kunstnere, samt indkomst fra kunstnerisk virke. Ved ændring af definitioner eller afgrænsninger revideres opgørelserne bagud i tid. Udviklingen i kunstnernes indkomst er opgjort for populationen dannet i 2023, som fastholdes i perioden 2019-2023. Det er dermed de samme kunstnere der følges i perioden med undtagelse af personer, som ikke indgår i Danmarks Statistiks registre i de enkelte år, fx hvis de er bosat i udlandet. Oplysninger om kunstnerpopulationens uddannelsesniveau er opgjort i 2022.
Nyt fra Danmarks Statistik
5. juni 2025 - Nr. 160
Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. december 2025
Kontakt
- Cecilie Bryld Fjællegaard, tlf. 51 27 86 09
Kilder og metode
Statistikken er udarbejdet i samarbejde med medlemsorganisationerne under Dansk Kunstnerråd. Data fra medlemsorganisationerne, samt rettighedsudbetalende organisationer er indsamlet af Danmarks Statistik gennem dataleveranceaftaler, hvorefter det er anonymiseret. De resterende data stammer fra offentlige myndigheder og eksisterende registre, og indsamles med hjemmel i Lov om Danmarks Statistiks §6.