Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Færre unge dømmes for straffelovsovertrædelser

27. maj 2026

Der ses en generelt faldende tendens blandt yngre fødselsårgange, hvor stadig færre bliver dømt for overtrædelser af straffeloven, hvilket også gælder, når der ses specifikt på de 18-årige. I fødselsårgangen fra 1986 havde 7,0 pct. fået en dom som 18-årige, mens andelen var 4,7 pct. for 1996-årgangen og 3,3 pct. for 2006-årgangen. Blandt personer født i 1966 er andelen af voksne (18+ årige), der har fået en dom, højere end blandt de øvrige årgange. Herefter falder andelen for de efterfølgende generationer på tværs af alle aldre. En undtagelse er dog fødselsårgangene fra 1982 til 1990, hvor andelen af dømte ligger højere end i de omkringliggende årgange.

Kumuleret andel af fødselsårgangene med dom for overtrædelse af straffeloven
Kilde: www.statistikbanken.dk/straffo1

Frihedsstraf blandt unge har været stabilt siden 1997

Antallet af frihedsstraffe blandt unge har været forholdsvis stabilt siden 1997. Personer født i 1980'erne og 1990'erne fik flere frihedsstraffe end både tidligere og senere årgange. For 1986-årgangen havde 18-årige fået 30 betingede og 10 ubetingede domme pr. 1.000 personer. For 2006-årgangen er niveauet lavere. Her havde 18-årige fået 13 betingede og 4 ubetingede domme pr. 1.000 personer.

Antal betingede og ubetingede domme for overtrædelse af straffeloven ved alderen 18 år. Efter fødselsårgang
Kilde: www.statistikbanken.dk/straffo4

Flest domme for ejendomsforbrydelser

De fleste domme blandt 18-årige vedrører ejendomsforbrydelser på tværs af alle fødselsårgange. Andelen er dog faldet over tid. For mænd født i 1966 var det 10,5 pct., der som 18-årige havde fået en dom for ejendomsforbrydelser. For 1976-årgangen var andelen 9,0 pct., mens den var 8,4 pct. for 1986-årgangen, 5,1 pct. for 1996-årgangen og 3,0 pct. for 2006-årgangen. Samtidig ses en mindre stigning i andelen, der dømmes for seksualforbrydelser blandt de yngste. For 2006-årgangen var 0,5 pct. dømt for seksualforbrydelser som 18-årige, hvilket er højere end tidligere årgange, hvor andelen ligger mellem 0,1 og 0,2 pct. Når det gælder voldsforbrydelser, toppede andelen blandt 18-årige mænd i 1986-årgangen med 3,2 pct. Siden er andelen faldet til 1,6 pct. men ligger stadig over niveauet for 1966- og 1976-årgangene. For andre straffelovsforbrydelser (der bl.a. indeholder salg og smugling af narkotika, forbrydelser mod offentlig myndighed, fredskrænkelser, mm.) topper niveauet også med 1986-årgangen med 0,7 pct. Siden er andelen faldet til omkring 0,5 pct. men ligger stadig over niveauet for 1966- og 1976 årgangene.

Domme ved alderen 18 år efter overtrædelsestype. Udvalgte fødselsårgange for mænd
Kilde: www.statistikbanken.dk/straffo1

Fødselsårgangenes kriminalitet 2025

27. maj 2026 - Nr. 130

Hent som PDF

Næste udgivelse: 8. juni 2027

Alle udgivelser i serien: Fødselsårgangenes kriminalitet

Kontakt

Statistik­dokumentation