Offentligt overskud på 28,8 mia. kr. i 1. kvt. 2025
Offentligt kvartalsregnskab 1. kvt. 2025
I første kvartal 2025 var der et overskud på de offentlige finanser på 28,8 mia. kr., hvilket er 19,9 mia. kr. højere end i fjerde kvartal 2024. De offentlige udgifter udgjorde 350,3 mia. kr. i første kvartal. De største udgiftsposter var indkomstoverførsler til husholdningerne med 116,1 mia. kr. og aflønning af ansatte med 106,4 mia. kr. De offentlige indtægter udgjorde 379,1 mia. kr. i første kvartal. Indtægterne fra de personlige indkomstskatter samt selskabs- og pensionsafkastskatten er ved denne offentliggørelse baseret på Økonomiministeriets seneste Økonomisk Redegørelse.
Den finansielle nettoformue stiger
Den offentlige finansielle nettoformue steg med 55,6 mia. kr. i første kvartal 2025. Dermed udgjorde nettoformuen 754,8 mia. kr. ved udgangen af kvartalet. Stigningen kan primært tilskrives et offentligt overskud på 28,8 mia. kr., samt omvurderinger på det offentliges lange gældsudstedelser på 22,8 mia. kr. Den offentlige finansielle nettoformue er steget med 123,8 mia. kr. i løbet af det sidste år.
Næsten uændret ØMU-gæld
ØMU-gælden faldt med 5,4 mia. kr. i første kvartal 2025 til 888,6 mia. kr. ØMU-gælden udgjorde dermed 28,6 pct. af BNP ved udgangen af første kvartal 2025. Faldet i ØMU-gælden kan hovedsagligt tilskrives et fald i kommuner og regioners lån med kort løbetid.
ØMU-gælden er en bruttogældsopgørelse for offentlig forvaltning og service opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter. Se nærmere forklaring om ØMU-gældsbegrebet og dets anvendelse i statistikdokumentationen om offentligt underskud og gæld i EU-landene.
Revisioner siden seneste offentliggørelse
Den offentlige saldo er i fjerde kvartal 2024 blevet nedjusteret med 0,3 mia. kr. i forhold til seneste offentliggørelse. Således er overskuddet i fjerde kvartal 2024 nu opgjort til 9,2 mia. kr. mod 8,9 mia. kr. ved seneste offentliggørelse. Revisionen skyldes, at Landsbyggefonden lægges ind i sektoren offentlig forvaltning og service fra og med første kvartal 2023.
Nyt fra Danmarks Statistik
27. juni 2025 - Nr. 201
Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. september 2025
Kontakt
- Jacob König, tlf. 40 40 58 41
- Ida Balle Rohde, tlf. 61 24 24 85
Statistikdokumentation
- Offentligt underskud og gæld i EU-landene
- Finansielle konti for offentlig forvaltning og service
- Kvartalsvise offentlige finanser (Afsluttet)