Gå til sidens indhold

AI skaber resultater i fire ud af fem virksomheder

It-anvendelse i virksomheder (tema) 2021 kunstig intelligens

Hver fjerde virksomhed med mindst ti ansatte anvendte kunstig intelligens i 2021, og hovedparten (81 pct.) oplevede en positiv effekt ved brug af AI. Minimum syv ud af ti virksomheder oplevede en positiv effekt uanset størrelse og branche, men det var især de større virksomheder, hvor AI skabte resultater. Ni ud af ti virksomheder med over 250 ansatte oplevede i 2021, at brug af AI havde en positiv effekt. Kunstig intelligens, artificial intelligence eller AI, er systemer, der kan udføre opgaver, som normalt kræver menneskelig intelligens. AI kan alene være softwarebaseret såsom chatbots eller være knyttet til fysiske enheder fx robotter eller droner. AI anvendes i forskellige teknologier - det kan eksempelvis være robotter eller softwarerobotter til automatisering af arbejdsgange eller produktionsprocesser eller applikationer til analyse baseret på machine learning.

Positive effekter ved brug af AI i danske virksomheder fordelt på størrelse og branche. 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/itav19

Effektivisering af arbejdsgange og forbedrede produkter eller tjenester

Ud af de virksomheder som brugte AI, var effektivisering af arbejdsgange det resultat, som flest oplevede, med 71 pct. 52 pct. af virksomhederne vurderede, at deres produkter og/eller services blev bedre som følge af AI. For 41 pct. bidrog kunstig intelligens til en større indtjening, og 40 pct. angav, at deres beslutningsgrundlag blev bedre. Hver tredje virksomhed, som brugte AI, oplevede en positiv indvirkning på udvikling af nye produkter, ydelser og/eller tjenester.

De fleste AI applikationer anskaffes eller udvikles af eksterne

Når det kommer til anskaffelsen af software eller systemer med kunstig intelligens, er der flere muligheder. Man kan vælge at købe standardprodukter, som er klar til brug, eller man kan få udviklet systemer, der er tilpasset virksomhedens behov. Indkøb af standardapplikationer er den mest typiske anskaffelsesmetode, og blev brugt af 56 pct. af de virksomheder, der anvendte AI. Hver tredje virksomhed, der arbejdede med AI, fik udviklet virksomhedens kunstige intelligens af egne medarbejdere og samme andel anskaffede teknologien som open source, der var tilpasset virksomhedens behov af egne medarbejdere. Intern udvikling af skræddersyede AI-systemer eller tilpasning af standard systemer var mere udbredt i virksomheder, der havde in-house it-specialister. Seks ud af ti virksomheder, der arbejdede med AI, havde medarbejdere, som var specialiseret i it. Tilsvarende var der tre ud af ti blandt alle private virksomheder med mindst ti ansatte.

Anskaffelse af kunstig intelligens fordelt på om virksomheden beskæftiger it-specialister. 2021Kilde: Særkørsel baseret på tal fra 'It-anvendelse i virksomheder 2021'

Manglende viden og erfaring er den største barriere for brug af AI

Tre ud af fire virksomheder anvendte ikke AI i 2021. Blandt dem havde hver niende overvejet at benytte kunstig intelligens. Den mest udbredte årsag til, at virksomheder ikke brugte AI, var manglen på relevant viden og erfaring med teknologien, som 70 pct. af virksomhederne svarede. Den næststørste barriere var udfordringer med tilgængeligheden og kvaliteten af nødvendige data (41 pct.) efterfulgt af høje omkostninger, som hver tredje angav. Hver fjerde virksomhed manglede overblik over lovmæssige konsekvenser fx placering af ansvar i tilfælde af skader forårsaget ved brug af kunstig intelligens, mens 19 pct. bekymrede sig om overholdelse af regler for databeskyttelse og privatlivets fred.

Barriere for brug af AI i danske virksomheder. 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/itav19 og særkørsel baseret på tal fra 'It-anvendelse i virksomheder 2021'

Arbejde med dataetik var mere udbredt blandt virksomheder, der bruger AI

Dataetik indebærer, at virksomheden aktivt sikrer en ansvarlig balance mellem på den ene side teknologi og brug af data, og på den anden side borgernes grundlæggende rettigheder, retssikkerhed og samfundsmæssige værdier. AI applikationer benytter typisk stor mængde af data fra forskellige kilder til at træne algoritmer, som er 'hjernen' i AI systemer. Der kan opstå etiske problemer ved den udbredte indsamling, analyse og brug af massive datamængder, især når data bruges til at træne algoritmer. Det er derfor interessant at se på, hvor mange virksomheder, som arbejder aktivt med dataetik. Halvdelen af de virksomheder, der anvendte kunstig intelligens, arbejdede aktivt med dataetik i 2021. For de virksomheder, der ikke brugte AI, var andelen kun det halve med 24 pct. I alt arbejdede knap hver tredje private virksomhed med over ti ansatte aktivt med dataetik.

Nyt fra Danmarks Statistik

13. september 2021 - Nr. 325

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. december 2021

Kontakt

Kilder og metode

Tallene er indsamlet under en nye undersøgelse af mikrovirksomheders aktiviteter. Statistikken opgør bl.a. udbredelse og anvendelse af it, herunder brug af it-teknologier og elektronisk handel. Stikprøven består af 1.645 virksomheder i de private, ikke-finansielle byerhverv med mindst 5-9 fuldtidsansatte. Der er modtaget i alt 1.521 gennemførte svar.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation