Flest nye firmaer siden finanskrisen i 2008
Erhvervsdemografi 2020
Der blev skabt 34.779 reelt nye firmaer i 2020. Det er en stigning på 2,5 pct. i forhold til 2019. Antallet af nye firmaer var i 2020 på det højeste niveau siden 2008, hvor der blev skabt mere end 37.000 nye firmaer. Dermed er antallet af nye firmaer i 2020 det højeste, siden finanskrisen indtraf. Blandt de nye firmaer i 2020 havde 10.728 af dem ansatte lønmodtagere. Det er lidt lavere end niveauet i 2019 og svarer til 31 pct. af alle nye firmaer. Det er første gang siden 2015, at antallet af nye firmaer med ansatte falder.
Ingen ændringer i hvilke brancher der har flest nye firmaer
Danske virksomheder fordeler sig over mere end 700 brancher i erhvervslivet, og af disse var der i 2020 fire brancher, som fik over 1.000 nye firmaer. Tilsammen udgør det ca. 16 pct. af alle nye firmaer i 2020. Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse fik med 1.856 nye firmaer flest i alt. Udlejning af erhvervsejendomme og tømrer- og bygningssnedkervirksomhed var de næststørste brancher, målt på nye firmaer i 2020. De fire brancher, som tiltrak flest nye firmaer i 2020, var de samme brancher, som havde flest nye firmaer i perioden 2015-2019.
Flest årsværk i branchen restauranter
Målt på flest årsværk i nye firmaer udgjorde de fem største brancher næsten 2000 årsværk tilsammen, svarende til ca. 20 pct. af alle årsværk i nye firmaer i 2020. Af de fem var restauranter den største branche med 770 årsværk i nye firmaer. Dette var over dobbelt så mange som i den næststørste branche, tømrer- og bygningssnedkervirksomhed med 372 årsværk. Disse to brancher havde også flest årsværk i nye firmaer i perioden 2015-2019.
Detaljerede brancher for nye firmaer i 2020, sorteret efter antal firmaer og årsværk
| 
 | Firmaer | Årsværk | 
| 
 | Antal | |
| Top-5: sorteret efter antal firmaer (alle - med og uden ansatte) | 
 | 
 | 
| Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse | 1.856 | 262 | 
| Udlejning af erhvervsejendomme | 1.387 | 23 | 
| Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed | 1.221 | 372 | 
| Konsulentbistand vedrørende informationsteknologi | 1.025 | 243 | 
| Dyrkning af korn (undtagen ris), bælgfrugter og olieholdige frø | 717 | 21 | 
| 
 | ||
| Top-5: sorteret efter antal årsværk (alle - med og uden ansatte) | ||
| Restauranter | 655 | 770 | 
| Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed | 1.221 | 372 | 
| Taxikørsel | 516 | 276 | 
| Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse | 1.856 | 262 | 
| Konsulentbistand vedrørende informationsteknologi | 1.025 | 243 | 
| Kilde: Særkørsel baseret på: www.statistikbanken.dk/demo1 | 
En tredjedel af beskæftigelsen opstod inden for handel og transport
33 pct. af beskæftigede i reelt nye firmaer var i 2020 ansat inden for branchegruppen handel og transport mv. Det svarer til mere end 3.100 beskæftigede. Beskæftigelsen inden for handel og transport mv. var placeret i 6.350 nye firmaer. Med næsten 8.500 firmaer blev den største andel af nye firmaer skabt inden for den store branchegruppe erhvervsservice, som bl.a. indeholder virksomhedsrådgivning.
Nye firmaer fordelt på branchegrupper
| 
 | Nye firmaer | Fuldtidsansatte | ||
| 
 | 2019 | 2020 | 2019 | 2020 | 
| 
 | antal | årsværk | ||
| I alt | 33930 | 34779 | 9078 | 9411 | 
| Landbrug, skovbrug og fiskeri | 1769 | 2007 | 135 | 174 | 
| Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed | 1510 | 1579 | 420 | 507 | 
| Råstofindvinding | 19 | 16 | 2 | 2 | 
| Industri | 1304 | 1384 | 391 | 458 | 
| Energiforsyning, vandforsyning og renovation | 187 | 179 | 27 | 47 | 
| Bygge og anlæg | 3398 | 3907 | 1186 | 1415 | 
| Handel og transport mv. | 6349 | 6345 | 3105 | 3128 | 
| Handel | 3198 | 3531 | 1122 | 1357 | 
| Handel med biler og motorcykler | 542 | 628 | 164 | 196 | 
| Engroshandel | 1001 | 1056 | 322 | 534 | 
| Detailhandel | 1655 | 1847 | 637 | 627 | 
| Transport | 1430 | 1336 | 759 | 550 | 
| Hoteller og restauranter | 1721 | 1478 | 1223 | 1222 | 
| Information og kommunikation | 2904 | 2693 | 694 | 737 | 
| Finansiering og forsikring | 1567 | 1495 | 288 | 282 | 
| Ejendomshandel og udlejning | 2304 | 2481 | 301 | 303 | 
| Erhvervsservice | 8528 | 8457 | 1774 | 1768 | 
| Offentlig administration, undervisning og sundhed | 2733 | 3109 | 722 | 646 | 
| Kultur, fritid og anden service | 2866 | 2693 | 453 | 451 | 
| Uoplyst aktivitet | 2 | 13 | 0 | 0 | 
| Kilde: Særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/gf7 | 
Nyt fra Danmarks Statistik
18. maj 2022 - Nr. 175
                    Hent som PDF
                    Næste udgivelse: 16. maj 2023
                
Kontakt
- Asbjørn Hviid Mikkelsen, tlf. 29 42 68 36
Kilder og metode
Erhvervsdemografi er en registerbaseret opgørelse, der er baseret på regnskabs- og firmastatistikkerne samt den årlige erhvervsbeskæftigelse. 
Reelt nye firmaer afgrænses som firmaer, der første gang får en aktivitet, der mindst svarer til aktivitetsgrænsen for aktive firmaer i Generel firmastatistik. Et firma, der har haft ringe aktivitet i en periode, men kommer over bagatelgrænsen i et givet år, betragtes som nyt i det pågældende år. Et firma, der opstår som følge af hel eller delvis overtagelse eller udskillelse af allerede igangværende aktiviteter, anses ikke for nyt. 
Årsværk omfatter antal ansatte personer i de nye firmaer omregnet til fuldtidsansatte og er således eksklusive ejerne af personligt ejede firmaer.