Gå til sidens indhold

35 pct. færre tvillingefødsler end for ti år siden

Fertilitetsdatabasen 2018

I 2018 fødtes 928 sæt tvillinger. Antallet af tvillingefødsler toppede i 2008 med 1.431, og med undtagelse af en stigning fra 2015 til 2016 er det faldet siden. Dermed var der 503 færre tvillingefødsler i 2018 end i 2008, hvilket svarer til et fald på 35 pct. Det præcise antal tvillingefødsler varierer fra år til år, hvorfor det kan give mening at se på gennemsnittet over flere år. I løbet af de seneste fem år blev der i gennemsnit født 1.005 sæt tvillinger. Det er et fald på 28 pct. i forhold til de 1.404 tvillingefødsler, der udgjorde gennemsnittet i den 5-årige periode forud for 2008. Faldet i antal tvillingefødsler kan formentlig tilskrives udviklingen inden for fertilitetsbehandling.

TvillingefødslerKilde: www.statistikbanken.dk/fod8.

1,5 pct. af alle fødsler var en tvillingefødsel

932 af de i alt 60.742 fødsler i 2018 var såkaldte flerfoldsfødsler - dvs. fødsler af tvillinger, trillinger eller firlinger. Langt de fleste af disse er naturligvis tvillingefødsler, og tvillingefødsler udgør dermed godt 1,5 pct. af alle fødsler. Dette svarer til, at ca. hver 65. fødsel er en tvillingefødsel. Det er en markant nedgang fra 2008, hvor 2,2 pct. - eller ca. hver 45. fødsel - var en tvillingefødsel.

Tvillingernes kønKilde: www.statistikbanken.dk/fod9.

Tvillingernes køn

Der fødes generelt lidt flere drenge end piger ved både enkeltfødsler og flerfoldsfødsler, men antallet er en anelse højere ved tvillingefødsler. 54 pct. af de samkønnede tvillingepar bestod i 2018 af to drenge mod 51 pct. drenge ved enkeltfødsler. Kønsfordelingen ved alle tvillingefødsler i 2018 var 35 pct. tvillingepar bestående af to drenge, 35 pct. bestående af et barn af hvert køn, og to piger udgjorde de resterende knap 30 pct.

Firlinger i 2018

I 2018 blev også født ét sæt firlinger - hvilket senest skete i 2011 og før det i 2005. Antallet af firlingefødsler toppede i 1990'erne, hvor der i gennemsnit blev født godt et sæt firlinger hvert år. Trillingefødsler er ligeledes mindsket i antal. Det højeste antal var 39 trillingefødsler i 1995, og gennemsnittet for de seneste fem år har været knap otte trillingefødsler pr år. I 2018 blev født tre sæt trillinger.

Trillinge- og firlingefødslerKilde: www.statistikbanken.dk/fod8.

Drenge og pigers fødselsvægt og -længde

Børn født ved flerfoldsfødsler vejede i 2018 i gennemsnit 1.068 g mindre end børn født ved enkeltfødsler. Drenge født ved enkeltfødsler havde en lidt højere gennemsnitlig fødselsvægt (+125 g) end piger, og også ved flerfoldsfødsler vejede drengene i gennemsnit lidt mere (+47 g) end pigerne. Disse størrelsesforhold har været stort set konstant de seneste årtier. Gennemsnitslængden for et barn født ved enkeltfødsler har gennem de seneste ti år været 52 cm mod 47 cm for børn født ved flerfoldsfødsler.

Om Fertilitetsdatabasen

Antallet af fødte i henhold til Danmarks Statistiks Fertilitetsdatabase kan afvige let fra antal fødte i befolkningsopgørelsen. Den eventuelle afvigelse skyldes, at fertilitetsdatabasen tager udgangspunkt i MFR (Det Medicinske Fødselsregister), mens Danmarks Statistiks befolkningsopgørelse er baseret på CPR.

Nyt fra Danmarks Statistik

18. december 2019 - Nr. 477

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Grundmaterialet for beregningerne af fertilitet er udtræk fra Fertilitetsdatabasen. Se statistikdokumentationen.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation