Stigning i fondes støtte til humanitære formål
Fondes aktiviteter 2018
Danske fonde og fondslignende foreninger gav i 2018 tilsagn om uddelinger for i alt 17,0 mia. kr., hvilket er på samme niveau som i 2017. Der er dog sket mindre forskydninger i fordelingen af midlerne fra 2017 til 2018. Bevillingerne til internationale humanitære formål udgjorde 1,6 mia. kr. i 2018. Det svarede til en stigning på 0,9 mia. kr. i forhold til 2017. Stigningen i bevillingerne til internationale humanitære formål kom primært fra de erhvervsdrivende fonde. Til gengæld blev der bevilget 8,1 mia. kr. til videnskabelige formål, hvilket er et fald på 1,2 mia. kr. i forhold til 2017. Videnskabelige formål støttes med omkring halvdelen af fondsmidlerne. Formål inden for kultur og uddannelse samt social og sundhed blev støttet med ca. 30 pct. De resterende ca. 20 pct. blev givet til internationale humanitære formål, erhvervs- og regionaludvikling, samt natur og miljø. Dette mønster har været stabilt siden 2016, som er det første år, hvor fondes aktiviteter er opgjort.
Kilde: www.statistikbanken.dk/fond01.55 pct. af midler fra erhvervsdrivende fonde gik til videnskabelige formål
I 2018 uddelte de erhvervsdrivende fonde bevillinger på 11,3 mia. kr., hvoraf 6,2 mia. kr. blev bevilget til videnskabelige formål, og 2,1 mia. kr. blev bevilget til formål inden for kultur og uddannelse. De erhvervsdrivende fonde bevilgede 1,o mia. kr. til formål inden for social og sundhed.
Almene fonde mv. bevilgede 1,9 mia. kr. til videnskabelige formål
Almene fonde og fondslignende foreninger gav tilsagn om uddelinger for 5,7 mia. kr. i 2018. Heraf blev der bevilget 1,9 mia. kr. til videnskabelige formål og 1,2 mia. kr. til formål inden for social og sundhed. Almene fonde og fondslignende foreninger gav også tilsagn om midler til kultur og uddannelse for 1,0 mia. kr.
Den offentlige sektor er den største modtager af fondsmidler
Den største andel af fondsmidlerne blev givet til offentlige institutioner, som i 2018 modtog 63 pct. af bevillingerne. Foreninger og organisationer modtog 20 pct. Private virksomheder og individuelle personer modtog tilsammen 8 pct. De resterende midler blev bl.a. givet til interne aktiviteter i fondene.
Få fonde uddelte hovedparten af bevillinger
Hovedparten af bevillingerne var koncentreret om relativt få fonde. De ti fonde med de største bevillinger dækkede 55 pct. af alle uddelte midler i 2018, og fonde med de tyve største bevillinger dækkede 69 pct. Tendensen var endnu mere tydelig inden for videnskabelige formål, hvor 81 pct. af uddelingerne blev givet af de 20 fonde med de største uddelinger til dette formål.
Den gennemsnitlige bevilling var på 210.000 kr.
Uddelingerne var fordelt på i alt 80.000 bevillinger, og den gennemsnitlige bevilling var dermed på 210.000 kr. Til sammenligning var den gennemsnitlige bevilling i 2017 på 200.000 kr. Den gennemsnitlige bevilling i 2018 fra de erhvervsdrivende fonde var knapt 400.000 kr., og for de almene fonde og fondslignende foreninger var gennemsnittet 100.000 kr.
I 2018 var udbetalingerne steget med 0,8 mia. kr.
Mens bevillingerne siger noget om, hvor meget der blev givet tilsagn om fra fondens side, så viser udbetalingerne, hvor mange midler fondene rent faktisk udbetalte i referenceåret. Bevillingerne kan i nogle tilfælde blive udbetalt flere år efter, at der blev givet tilsagn om det. I 2018 blev der udbetalt 12,7 mia. kr., og det udgjorde 0,8 mia. kr. mere end i 2017. Der blev udbetalt 5,0 mia. kr. til videnskabelige formål, 2,1 mia. kr. til social og sundhed, 2,9 mia. kr. til kultur og uddannelse, 0,8 mia. kr. til internationale humanitære formål og 1,8 mia. kr. til de øvrige formål.
Udbetalinger og bevillinger fordelt på fondstyper
|
2017 |
2018 |
||||
|
Bevillinger |
Udbetalinger |
Bevillinger |
Udbetalinger |
||
|
antal |
mio. kr. |
antal |
mio. kr. |
||
Alle fonde |
87263 |
17053 |
11865 |
79655 |
16996 |
12720 |
Erhvervsdrivende fonde |
28841 |
11446 |
6826 |
29534 |
11324 |
7026 |
Almene fonde mv. |
58422 |
5607 |
5039 |
50122 |
5672 |
5694 |
Videnskabelige formål |
6495 |
9253 |
3936 |
11962 |
8093 |
5018 |
Kulturelle formål |
7834 |
2182 |
1947 |
8703 |
1766 |
2084 |
Sociale formål |
37134 |
1010 |
1031 |
20317 |
1431 |
1269 |
Natur og miljøformål |
677 |
730 |
541 |
434 |
589 |
567 |
Sundhed og motionsformål |
6544 |
886 |
1081 |
6678 |
832 |
875 |
Uddannelse og folkeoplysningsformål |
20187 |
620 |
883 |
19145 |
1358 |
856 |
Erhvervs- og regional formål |
1160 |
657 |
602 |
3457 |
776 |
544 |
Internationale humanitære formål |
1072 |
640 |
639 |
1595 |
1567 |
824 |
Religiøse formål |
21 |
13 |
18 |
113 |
31 |
22 |
Andre formål |
6139 |
1063 |
1185 |
7252 |
553 |
661 |
Kilde: www.statistikbanken.dk/ fond01. |
Nyt fra Danmarks Statistik
21. november 2019 - Nr. 431
Hent som PDF
Næste udgivelse: 7. december 2020
Kontakt
- Claus Werner Andersen, tlf. 91 37 64 04.
Kilder og metode
Tallene er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt danske fonde og foreninger. Bevillinger er de midler der er givet tilsagn om i året. Disse kan blive udbetalt i bevillingsåret, eller i efterfølgende år. Udbetalinger er de midler der er udbetalt fra fonden i året, uanset om de er bevilliget i året eller i tidliere år. Fonde med virksomhedsformerne Erhvervsdrivende fond, samt Fonde og andre selvejende institutioner. Alle fonde med disse virksomhedsformer indgår i populationen, såfremt de tilhører den private sektor. Stikprøven udvælges og opregnes i forhold til fondens anvendelse af fradragsretten under fondsbeskatningsloven. Hertil suppleres med en gruppe af enheder - fx patientforeninger - der agerer som fonde. Disse indgår i statistikken sammen med de almene fonde.