Industriens omsætning steg i 2018
Industriens salg af varer (år) 2018
Den samlede omsætning for råstofindvinding, herunder råolie og naturgas, og industri udgjorde 815 mia. kr. i 2018. Selvom stigningen i industriproduktionen klingede af i andet halvår af 2018, endte året 27 mia. over omsætningen for 2017, svarende til en stigning på 3,4 pct. Sammenlignes der med 2008, som var toppen i højkonjunkturen før finanskrisen, er den samlede omsætning 8,9 pct. højere. Omsætningen i industrien alene steg med 23 mia. kr. i 2018 til 784 mia. kr., svarende til 3,1 pct. Set i forhold til 2008 er der sket en fremgang på 16,0 pct. Den samlede omsætning omfatter salg af egne varer, salg af handelsvarer (dvs. varer fremstillet af andre) samt opstilling, reparation og lønarbejde for andre mv. Opgørelsen er i løbende priser.
Omsætningen i branchegruppen råstofindvinding er steget i 2018
Omsætningen i branchegruppen råstofindvinding gik frem med 11,3 pct. fra 2017 til 2018. Omsætningsfremgangen hænger i høj grad sammen med stigende pris på råolie, som i stort set hele 2018 lå over niveauet for 2017, se noteringen på Brent. Samtidig er det markante fald på 58,1 pct. fra 2008 til 2018 bl.a. et udtryk for, at råolieprisen er cirka halveret sammenlignet med niveauet i 2008.
Fremgang i ti ud af 12 industribranchegrupper
Fra 2017 til 2018 var der omsætningsfremgang i ti ud af 12 branchegrupper, hvoraf de største stigninger var i branchegrupperne kemisk industri og olieraffinaderier mv. med 9,4 pct. og medicinalindustri med 7,0 pct. I de to branchegrupper med omsætningsfald fra 2017 til 2018 var det største fald i branchegruppen metalindustri med 3,0 pct.
Meget markant fremgang i medicinalindustrien siden 2008
Ses der på udviklingen i industriens brancher fra 2008 til 2018, var det branchegruppen medicinalindustri, som havde langt den største stigning i omsætningen. I absolutte tal gik omsætningen fra 43 mia. kr. til 105 mia. kr. Markant fremgang ses også i branchegrupperne møbel og anden industri mv., elektronikindustri samt maskinindustri, som alle havde en fremgang på mere end 25 pct. Modsat faldt omsætningen i branchegrupperne træ- og papirindustri, trykkerier med 34,8 pct. og transportmiddelindustri med 31,5 pct. i samme periode.
Råstofindvinding og industriens samlede omsætning efter branche
|
Faktiske tal |
Ændring |
||||
|
2008 |
2016 |
2017 |
2018 |
2017-2018 |
2008-2018 |
|
mia. kr. |
pct. |
||||
Råstofindvinding og industri i alt |
748,4 |
763,8 |
788,3 |
814,8 |
3,4 |
8,9 |
Råstofindvinding |
72,4 |
23,4 |
27,3 |
30,3 |
11,3 |
-58,1 |
Industri i alt |
676,0 |
740,4 |
761,1 |
784,4 |
3,1 |
16,0 |
Føde-, drikke- og tobaksvareindustri |
165,0 |
168,4 |
173,2 |
172,5 |
-0,4 |
4,6 |
Tekstil- og læderindustri |
9,7 |
8,2 |
8,8 |
9,5 |
7,2 |
-2,7 |
Træ- og papirindustri, trykkerier |
41,4 |
26,6 |
26,6 |
27,0 |
1,5 |
-34,8 |
Kemisk industri og olieraffinaderier mv. |
74,1 |
67,7 |
74,7 |
81,7 |
9,4 |
10,2 |
Medicinalindustri |
42,8 |
89,6 |
98,2 |
105,1 |
7,0 |
145,6 |
Plast-, glas- og betonindustri |
50,0 |
40,9 |
43,2 |
44,0 |
1,7 |
-12,0 |
Metalindustri |
58,5 |
51,3 |
55,0 |
53,3 |
-3,0 |
-8,9 |
Elektronikindustri |
26,0 |
31,6 |
33,3 |
33,6 |
0,9 |
29,6 |
Fremstilling af elektrisk udstyr |
19,1 |
19,7 |
20,0 |
20,4 |
1,8 |
6,7 |
Maskinindustri |
128,7 |
163,8 |
154,4 |
163,4 |
5,8 |
27,0 |
Transportmiddelindustri |
17,4 |
11,5 |
11,9 |
11,9 |
0,1 |
-31,5 |
Møbel og anden industri mv. |
43,3 |
61,1 |
61,7 |
62,0 |
0,5 |
43,2 |
Kilde: www.statistikbanken.dk/OMS6. |
Føde-, drikke- og tobaksvareindustri samt maskinindustri er størst
De to branchegrupper føde-, drikke- og tobaksvareindustri samt maskinindustri var i 2018 de to største branchegrupper målt på andelen af omsætning og antal beskæftigede i industrien. De to grupper stod i alt for 42,8 pct. af den samlede omsætning og for 36,1 pct. af de ansatte i industrien.
Store brancheforskelle i omsætningen pr. medarbejder
Især branchegruppen kemisk industri og olieraffinaderier mv. tegnede sig for en relativt større andel af industriens omsætning end af de beskæftigede i industrien i 2018. Branchen havde en omsætningsandel på 10,4 pct., men kun 4,0 pct. af de beskæftigede. I modsatte ende af spektret lå metalindustri, som stod for 6,8 pct. af industriens omsætning, og 13,4 pct. af de beskæftigede.
Størst varesalg i maskiner og transportmidler, kemikalier og fødevarer i 2018
Virksomheder inden for industri og råstofindvinding solgte i 2018 egne varer for 675 mia. kr. Maskiner og transportmidler udgjorde den største del af varesalget med 21,8 pct. Herefter fulgte varegrupperne kemikalier og kemiske produkter, som bl.a. omfatter medicin, der udgjorde 21,7 pct. og føde-, drikke- og tobaksvarer, der udgjorde 19,9 pct. af det samlede varesalg i 2018.
Størst udvikling i brændsel og kemikalier mellem 2008 og 2018
I 2008 udgjorde virksomhedernes salg af egne varer 649 mia. kr. Dermed er virksomhedernes salg af egne varer steget med 3,1 pct. i perioden, målt i løbende priser. Stigningen i omsætningen af egne varer er dermed noget mindre end stigningen i den samlede omsætning. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at de danske industrivirksomheder i højere grad får produceret varer i udenlandske datterselskaber, som de så køber og videresælger som handelsvarer. Sammenlignes fordelingen af varer i 2018 med fordelingen i 2008, er der især sket en udvikling inden for varegrupperne brændsels- og smørestoffer samt ikke-spiselige råstoffer og kemikalier og kemiske produkter.
I 2008 stod varegruppen brændsels- og smørestoffer samt ikke-spiselige råstoffer for 18,9 pct. af salget af egne varer inden for industri og råstofindvinding. Denne andel faldt til 10,9 pct. i 2018. Da rå mineralolier og produkter i 2018 repræsenterede hele 78,1 pct. af dette salg af egne varer, hænger faldet mellem 2008 og 2018 dermed også sammen med udviklingen i råolieprisen siden 2008.
Modsat udviklingen i ovenstående stod varegruppen kemikalier og kemiske produkter for 11,9 pct. af salget af egne varer i 2008, hvilket er steget til 21,7 pct. i 2018. 70,6 pct. af de solgte egne varer i denne varegruppe var i 2018 medicinske og pharmaceutiske produkter. Fra 2008 til 2018 steg salget af medicinske og pharmaceutiske produkter fra 42 mia. kr. til 104 mia.kr., dvs. mere end en fordobling siden sidste højkonjunktur. Denne stigning er primært drevet af fremgang i eksporten især til USA og Kina, hvor eksporten hertil steg fra 7 mia. kr. i 2008 til 35 mia. kr. i 2018. Samlet steg eksporten af denne varegruppe fra 41 mia. kr. til 100 mia. kr. (se www.statistikbanken.dk/UHV7). Denne udvikling kan ikke direkte sammenlignes med udviklingen i branchegruppen medicinalindustri. Dette skyldes, at virksomheder tilhørende en anden branchegruppe godt kan have salg af medicinske og pharmaceutiske produkter ligesom virksomheder tilhørende medicinalindustri kan have salg af egne varer, som ikke ligger i denne varegruppe.
Nyt fra Danmarks Statistik
1. marts 2019 - Nr. 78
Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. marts 2020
Kontakt
- Heidi Sørensen, tlf. 24 79 86 81
- Morten Skovrider Kollerup, tlf. 24 52 61 68