Gå til sidens indhold

Stadigt færre af de unge dømmes efter straffeloven

Fødselsårgangenes kriminalitet 2017

Ændret 07. december 2018 kl. 08:00

Der var desværre fejl i datagrundlaget fra Rigspolitiet ved offentliggørelsen. 1999-årgangens domme for butikstyveri er ændret fra 14 pct. til 13 pct. i fjerde afsnit. Berørte tal er blevet revideret og markeret med rødt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Blandt mænd, der blev født i 1990 var der 8 pct., der havde fået en eller flere domme for overtrædelse af straffeloven inden de fyldte 18 år. For alle de efterfølgende årgange har det været en mindre og mindre andel, der er blevet dømt inden de fylder 18 år, og for mænd født i 1999 var andelen nede på 4 pct., dvs. en halvering i forhold til 1990-årgangen. Også blandt de unge kvinder er der færre og færre, der får en dom for overtrædelse af straffeloven inden de fylder 18 år. For 1990-årgangen var der tale om 3 pct. og for 1999-årgangen om 1,8 pct.

Andel af fødselsårgangene 1990-1999 med dom efter straffeloven inden det fyldte 18. år

Færre 'debutanter' på alle tre alderstrin

Halveringen i andelen af mænd, der har fået en dom inden de fylder 18 år skyldes fald i andelen, der får deres første dom på alle de tre alderstrin 15 år, 16 år og 17 år. Fx faldt andelen, der fik deres første dom som 15-årig fra 2,6 pct. for 1990-årgangen til under 1 pct. for 1999-årgangen. På samme måde faldt andelen, der fik deres første dom som 16-årig fra 3,2 pct. for 1990-årgangen til 1,6 pct. for 1999-årgangen. For de 17-årige faldt andelen fra 2,2 pct. til 1,4 pct. mellem de to årgange.

Andel med første dom for overtrædelse af straffeloven som 15- årig, 16-årig og 17-årig

Lidt flere af de unge mænd har kun fået én dom

Blandt de dømte unge mænd, født i 1999, var der 76 pct., der kun havde fået én dom inden de fyldte 18 år. Det er en lidt større andel end blandt mænd født i 1990. Her var der 73 pct. med kun én dom. For de dømte unge kvinder født i 1999 var der 87 pct., der kun havde fået én dom. Det er et lille fald i forhold til 1990-årgangen, hvor den tilsvarende andel var på 88 pct.

Dømte fordelt efter antal domme inden det fyldte 18. år. Fødselsårgang 1990 og 1999

Flere domme for butikstyverier, færre for vold

Blandt de domme, som mænd født i 1999 havde fået ved alderen 17 år, var de 28 pct. for butikstyverier. Det er en væsentlig større andel end for 1990-årgangen, hvor dommene for butikstyverier kun udgjorde 13 pct. af alle domme. Til gengæld var det kun 13 pct. af 1999-årgangens domme, der vedrørte vold mod privatperson. For 1990-årgangen udgjorde voldsdommene 20 pct. Også blandt de unge kvinder er der sket en stigning i andelen af domme for butikstyverier - fra 54 pct. til 71 pct. - og et fald i voldsdommenes andel - fra 13 pct. til 6 pct.

Domme for udvalgte lovovertrædelser. Andel af samtlige domme inden det fyldte 18. år. Mænd

Nyt fra Danmarks Statistik

20. juni 2018 - Nr. 247

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. juni 2019

Kontakt

Statistik­dokumentation