Nobelprisvinder valgte danske tal
De seneste fem år har Dale T. Mortensen forsket intenst i materiale fra Danmarks Statistik. Resultatet er en helt ny måde at analysere arbejdsmarkedet på. Mandag vandt han nobelprisen i økonomi.,
13. oktober 2010 kl. 0:00
,
Af , Helle Harbo Holm, "Der er ingen tvivl om, at en grund til, at Dale T. Mortensen kom her til landet, er den unikke mulighed for at analysere det materiale, der kommer fra Danmarks Statistik.", Sådan siger docent Henning Bunzel fra Aarhus Universitet om nobelprisvinder Dale T. Mortensen. Amerikaneren, der til daglig har hjemme på Northwestern University i USA, har de seneste fem år tilbragt flere måneder på Aarhus Universitet hvert efterår som en Niels Bohr Visiting professor, og meget af tiden er gået med materiale fra Danmarks Statistik., Et skridt foran de andre lande, Det, der har været særligt interessant for Dale T. Mortensen, er de individbaserede registre, hvor man kan følge individernes bevægelser på arbejdsmarkedet over tid og blandt andet se, hvilke virksomheder de er ansat i på forskellige tidspunkter. Selvom forskerne ikke har adgang til navne, adresser og lignende på enkeltpersoner eller virksomheder, har disse data et enormt forskningsmæssigt potentiale., "De andre lande er ved at komme efter det med den slags detaljer, men Danmarks Statistik var helt klart de første, der kom med så specifikke oplysninger, og det har været meget frugtbart, at vi som forskere har haft adgang til det materiale," siger Henning Bunzel, der blandt andet har stået for det praktiske samarbejde mellem Dale T. Mortensen og Danmarks Statistik., Detaljerne afslører sammenhænge, På baggrund af oplysningerne har Dale T. Mortensen og hans kollegaer udviklet modeller til at beskrive sammenhængen mellem virksomheders vækst, arbejdsløshed, ledige jobs og lønninger, så man blandt andet kan finde ud af, hvorfor der er ledige stillinger, hvis der samtidig er stor arbejdsløshed., I dag sidder der en stor gruppe danske og udenlandske forskere, som arbejder med Danmarks Statistiks individbaserede registre., "Mængden og kvaliteten af data fra virksomheds- og personregistre fra Danmarks Statistik har udviklet sig til noget helt unikt i verdenssammenhæng," siger Henning Bunzel., Fakta, De individbaserede registre fra Danmarks Statistik er underlagt en række skrappe datasikkerhedsregler, men såfremt forskerne overholder disse regler, kan de via Danmarks Statistiks forskerordning få adgang til alle de af-identificerede data, som er nødvendige for deres forskningsprojekter. , Læs mere om Danmarks Statistiks forskningsservice, Fotos: Lars Kruse/AU-foto, Denne artikel er offentliggjort 13. oktober 2010.,
https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/bagtal/2010/2010-10-13-nobelpris
Bag tallene