Gå til sidens indhold

Hver tiende brevstemte ved seneste folketingsvalg

Det bliver mere og mere populært at brevstemme og ved seneste folketingsvalg var 9,8 pct. af de afgivne stemmer brevstemmer. Det var især i Region Hovedstaden, der blev brevstemt.

6. marts 2026 kl. 8:50

Den danske befolkning skal til stemmeurnerne den 24. marts. Og dog. For kan man ikke møde op på valgstedet på dagen, eller foretrækker man blot at sætte sit kryds på forhånd, har man mulighed for at brevstemme. Ved seneste folketingsvalg i 2022 var det hver tiende modtagne stemme, der var en brevstemme. I alt var der 351.962 gyldige brevstemmer.

”Ved folketingsvalget i 2022 brevstemte 9,8 pct. af de vælgere, der valgte at stemme. Det er den højeste andel hidtil. Ved valget i 2015 og 2019 var det henholdsvis 8,7 og 8,4 pct. af de afgivne stemmer, der var brevstemmer,” siger Dorthe Larsen, statistikansvarlig i Danmarks Statistik.

Historisk set har brevstemmer udgjort en meget lille andel af de afgivne stemmer. I 1971 var 3,1 pct. af stemmerne brevstemmer. Herfra har de ligget på ca. 3 til 5 pct. af de afgivne stemmer indtil 2011, hvor 7,8 pct. af stemmerne var brevstemmer.

I samme periode er stemmeprocenten overordnet set faldet fra 87,2 pct. i 1971 til 84,2 pct. i 2022.

Andelen af afgivne stemmer afgivet som brevstemme, 1971-2022

Brevstemmer_Figur1

Kilde: www.statistikbanken.dk/fvpct

Størst andel brevstemmer i Gentofte

Især i Gentofte Kommune var det populært at sætte sit kryds forud for valgdagen ved folketingsvalget i 2022. Her var det med 18,4 pct. tæt på hver femte borger, der brevstemte. Herefter følger to andre nordsjællandske kommuner, Rudersdal og Hørsholm, med henholdsvis 16,3 og 15,9 pct. af kommunens borgeres afgivne stemmer.

Tønder, Hedensted og Billund var de kommuner, hvor brevstemmer udgjorde den laveste andel af de afgivne stemmer med henholdsvis 5,6, 5,8 og 6,1 pct. af stemmerne.

Brevstemmeprocenten ved folketingsvalget i 2022 fordelt pr. kommune

Brevstemmer_Figur2

Kilde: www.statistikbanken.dk/laby09

Brevstemmer mest populære i den østlige del af landet

Det er mest populært at brevstemme i den østlige del af landet. I Københavns Storkreds var det således 13,3 pct. af de afgivne stemmer, der var brevstemmer.
Andelen af brevstemmer var lavest i Sydjyllands Storkreds med 6,9 pct.

Andelen af afgivne stemmer afgivet som brevstemme i storkredse, 2022

Brevstemmer_Figur3

Kilde: www.statistikbanken.dk/fv22tot

Danmark er inddelt i tre landsdele, der er inddelt i ti storkredse, som igen er inddelt i 92 opstillingskredse. Herunder var der ved valget i 2022 1.347 afstemningssteder.

Ved det kommende folketingsvalg i 2026 er der 4.317.926 stemmeberettigede personer i Danmark. Man kan allerede brevstemme.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Danmarks Statistiks presseenhed på 3917 3070 eller presse@dst.dk.