Gå til sidens indhold
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds

18 pct. af alle i 40’erne bosiddende i Østdanmark er født i Vestdanmark

I 2023 boede 87 pct. af de 40-49-årige på samme side af Storebælt, som de var født. Ny analyse fra Danmarks Statistik ser på, hvor mange af de 40-49-årige bosiddende i Østdanmark, som var født i Vestdanmark - og omvendt.

25. februar 2025 kl. 8:00

Størstedelen af de 40-49-årige i 2023 boede på samme side af Storebælt, som de var født. Det viser en ny analyse, som zoomer ind på aldersgruppen 40-49-årige og kigger på, hvor mange personer, der er født i Vestdanmark og flyttet til Østdanmark – og omvendt.

”De personer, der har rykket teltpælene op og taget turen mod Østdanmark og hovedstadskommunerne, har i 40’erne oftere en lang videregående uddannelse og en højere indkomst end andre,” siger Lonnie Graversgaard Jensen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Der er forskel på, om personerne flytter mod øst eller vest med Storebæltsbroen som skillelinje. Blandt de 40-49-årige bosiddende i Østdanmark i 2023 var 18 pct. født i Vestdanmark. De tre kommuner i Østdanmark med den højeste andel af tilflyttere fra Vestdanmark mellem 40-49 år i 2023 var Frederiksberg Kommune med 31 pct., Københavns Kommune med 30 pct. og Gentofte Kommune med 27 pct. 

Tilsvarende var 8 pct. af de 40-49-årige bosiddende i Vestdanmark født i Østdanmark. Her var andelen højest i Ærø, Samsø og Langeland Kommuner med hhv. 24 pct., 22 pct. og 19 pct.

Tilflyttere i Østdanmark har oftere højere indkomst

Der er forskel på indkomsten, når man sammenligner tilflyttere fra den anden side af Storebælt med øvrige 40-49-årige i bosiddende i samme kommune. I Østdanmark er der en højere indkomst blandt tilflytterne fra Vestdanmark, hvorimod der er en lavere indkomst blandt tilflytterne fra Østdanmark i Vestdanmark. Indkomstforskellene mellem tilflyttere i Østdanmark og andre i samme kommune går igen, når man sammenligner personer fra samme uddannelsesgruppe, viser analysen. 

”Når vi opdeler de 40-49-årige i uddannelsesgrupper og fordeler dem efter, hvilken side af Storebælt de er født, går billedet med højere indkomster blandt tilflyttere fra Vestdanmark i Østdanmark igen. Især blandt personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse er indkomsten højere blandt tilflyttere i Østdanmark. Blandt personer med lange videregående uddannelser er det geografiske mønster for indkomstforskelle imidlertid ikke entydigt,” siger Lonnie Graversgaard Jensen.

Læs mere i analysen: www.dst.dk/analyser/55381

Fakta:  I denne analyse opdeles Danmark i henholdsvis Øst- og Vestdanmark med Storebælt som skillelinje. Østdanmark omfatter Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens Vestdanmark består af Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Analysen undersøger hvem blandt de 40-49-årige, der er født og bor på forskellige sider af Storebælt. Den ser alene på de 560.200 personer, der var 40-49 år i 2023, og som er født i Danmark (det var 78 pct. af alle 40-49 årige).

Kontakt

Lonnie Graversgaard Jensen
Telefon: 30 35 72 92
Magnus Nørtoft
Telefon: 42 46 19 45