Gå til sidens indhold

Danske kvinder blandt dem der investerer mest online i EU

10 pct. af kvinderne i Danmark investerede online i 2021, mens det kun gjaldt for 3 pct. af kvinderne i EU som helhed.

11. marts 2022 kl. 8:00

I 2021 kunne flere i befolkningen kalde sig online investorer i forhold til 2020, da andelen af de 16-74-årige, der investerer online, er steget fra 10 pct. til 16 pct. Andelen af kvinder i Danmark, der investerer online, er i perioden steget med 4 procentpoint til 10 pct. Dermed er de danske kvinder blandt dem, der investerer mest online i EU. Det viser Danmarks Statistiks årlige publikation It-anvendelse i befolkningen for 2021.

”Stigningen i andelen af kvinder, der har handlet aktier og lignende var markant i alle nordiske lande sidste år. Herhjemme var det hver 10. kvinde, der investerede. Det er tre gange så mange som EU-gennemsnittet i 2021, men stadig under andelene i Norge, Sverige og Finland” siger Christian Edelvold Berg, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Selvom flere kvinder har bevæget sig ind på aktiemarkedet, er der stadig flere mænd end kvinder, der investerer. Her er andelen steget 8 procentpoint til 23 pct. fra 2020 til 2021.

”Årsagen til den større interesse for investeringer kan blandt andet være, at bankerne i Danmark indførte negativ rente i 2021 for at have sine penge stående i banken, hvis de oversteg et vist beløb. Derudover er familiernes opsparing steget i den periode, hvor COVID-19 begrænsede forbruget af eksempelvis rejser og oplevelser,” forklarer Christian Edelvold Berg.

Hver femte er bekymret for online overvågning

Når det kommer til it-sikkerhed og cookie-indstillinger, er hver femte ”i høj grad” bekymret for, at deres onlineaktiviteter bliver registreret og anvendt til skræddersyede reklamer. 42 pct. af mændene har ikke denne bekymring, mens det gør sig gældende for 36 pct. af kvinderne.

”Mændene er generelt mindre bekymrede for, at deres personlige data misbruges. Det kan blandt andet skyldes, at flere mænd ifølge undersøgelsen ændrer deres browserindstillinger og er opmærksomme på, at deres personlige data ikke havner de forkerte steder,” siger Christian Edelvold Berg.

Flere mænd (24 pct.) end kvinder (13 pct.) vurderer også, at de ”i høj grad” har tilstrækkelig viden om sikkerhed på internettet.

Udover viden om aktiehandel og it-sikkerhed, indeholder publikationen blandt andet information om e-handel, hjemmearbejde, digital kontakt til sundhedsvæsnet og til det offentlige, falske nyheder, brug af sociale medier samt SmitteStop-appen.

Har du spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte Agnes Tassy på ata@dst.dk eller tlf. 3917 3144.