Gå til sidens indhold

Ida og William er de mest populære navne til nyfødte

Ida er for første gang nummer et, som det mest populære navn til nyfødte piger. I 2017 fik 16 ud af 1.000 nyfødte piger navnet Ida.

6. juli 2018 kl. 8:00

Det viser navnestatistikken fra Danmarks Statistik, som udkommer i dag.

"Fornavnet Ida har formået at holde sig i top-otte igennem de seneste 15 år, men det er første gang, det indtager førstepladsen," siger Dorthe Larsen, der er ansvarlig for navnestatikken.

For drengenes vedkommende er det til gengæld den gamle klassiker, William, der er tilbage på førstepladsen.

"Fornavnet William hænger meget standhaftigt fast i førstepladsen hos drengene. Kun en smuttur omkring femtepladsen i 2016 har der været, ellers har William ligget på førstepladsen siden 2010. Det er ret bemærkelsesværdigt," siger Dorthe Larsen.

De nybagte forældre har dog lidt forskellige favoritter, alt efter i hvilken af Danmarks 11 landsdele de bor. Det gælder særligt de forældre, der skulle vælge pigenavne.

"På trods af Ida’s placering i top i 2017, ligger navnet kun på førstepladsen i Østjylland. I Sydjylland, Nordjylland og Vestjylland ligger det på anden pladsen, men i de øvrige syv landsdele er navnet slet ikke inde på top-fem," siger Dorthe Larsen og fortsætter:

"For William ser det helt modsat ud. Her er navnet i top i seks ud af 11 landsdele. Kun for landsdelene Byen København og Sydjylland er navnet slet ikke med i top-fem."

Alba, Hannah, Vilma, Mynte og Eva er nye på listen over de 50 mest anvendte pigenavne. Hos drengene er der kommet tre nye navne ind på listen over de 50 mest anvendte drengenavne. Det er Milas, Villum og Sigurd.

På Danmarks Statistiks hjemmeside finder du de nye lister over de mest populære navne til drenge og piger født i 2017. De findes opdelt på regioner eller landsdele. Det overordnede overblik får du i vores nyhedsbrev Nyt fra Danmarks Statistik.

Hvis du har spørgsmål eller har brug for citater, er du velkommen til at kontakte Dorthe Larsen på dla@dst.dk eller 39 17 33 07.