Gå til sidens indhold

Seniorer har haft de højeste pris­stigninger

Fra 2006 til 2014 steg det samlede forbrugerprisindeks med 16,3 pct., hvilket svarer til en årlig inflation på 1,9 pct. Husstande med seniorer (60 år eller over) har oplevet væsentligt større prisstigninger, mens øvrige husstande har oplevet prisstigninger under gennemsnittet. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som offentliggøres i dag.

8. december 2016 kl. 9:00

For enlige på 60 år eller derover er forbrugerpriserne steget med 20,9 pct. fra 2006 til 2014, mens stigningen har været på 17,7 pct. for par over 60 år.
”Huslejen er steget mere end den gennemsnitlige prisudvikling, hvilket i høj grad er med til at forklare, at seniorers forbrug har været berørt af en høj prisudvikling, da de har et relativt højt boligforbrug. Omvendt har seniorerne haft mindre glæde end andre husstande af de faldende priser på fx computere, fjernsyn og biler på grund af et relativt lavere forbrug af disse varer,” forklarer analysens forfatter Martin Birger Larsen.

Husstande med seniorer har samtidig haft en høj indkomstudvikling fra 2006 til 2014, hvilket betyder, at realindkomsten for denne gruppe faktisk er vokset på trods af de højere prisstigninger for disse husstandstyper.

Læs mere i analysen, og se de nye husstandsopdelte forbrugerprisindeks i tabellen www.statistikbanken.dk/PRIS200

Kontaktinfo

Hvis du har brug for yderligere kommentarer, er du velkomme til at kontakte specialkonsulent Martin Birger Larsen, mbl@dst.dk, 39 17 34 59.

Fagligt arrangement

Den 15. december 2016 kl. 11.00 inviterer Danmarks Statistik til et fagligt arrangement om de nye inflationstal. Kom og hør seniorforsker Jens Bonke, Rockwoolfonden, økonom Mark Strøm Kristoffersen, Nationalbanken og chefkonsulent Preben Etwil, Danmarks Statistik fortælle om perspektiverne for de nye tal, og bliv klogere på krydsfeltet mellem priser, indkomster og forbrug. Tilmelding på dst.dk.