Gå til sidens indhold

Kontinuerlig forskning og udvikling giver værditilvækst

17. oktober 2014 kl. 9:00

Danske virksomheder, der kontinuerligt satser på forskning og udvikling (FoU), har større stigninger i værditilvæksten end landets øvrige virksomheder. Værditilvæksten i virksomheder med kontinuerlig FoU-indsats steg med 13 pct. fra 2009 til 2012, mens de øvrige virksomheder havde en negativ vækst på -1 pct.

De kontinuerligt FoU-udførende virksomheders andel af den samlede værditilvækst i danske virksomheder steg fra 40 pct. i 2009 til 44 pct. i 2012.

I Danmarks Statistiks undersøgelse er kontinuerlig FoU afgrænset til virksomheder, som selv udførte FoU eller købte eksterne FoU-tjenester i alle årene 2009-2012.

3 pct. af BNP

Både den offentlige sektor og private virksomheder har bidraget til at øge forsknings og udviklings andel af bruttonationalproduktet (BNP). Forskningsudgifterne er vokset fra 2,0 pct. af BNP i 1998 til 3,0 pct. i 2012, hvoraf erhvervslivet stod for 2,0 pct. af BNP og det offentlige for 1,0 pct. af BNP. I alt brugte erhvervslivet og det offentlige 56 mia. kr. på FoU i 2012.

FoU-personalets samlede indsats svarer til 58.700 årsværk (fuldtidsstillinger) i 2012. Af de samlede årsværk bidrog erhvervslivet med 63 pct.

Ny publikation om innovation og forskning

Konklusionerne fremgår af Innovation og forskning 2014, der udkommer i dag og kan hentes gratis på www.dst.dk/publ/innovaforsk. Publikationen tegner i år et portræt af de forskningsaktive virksomheder, men beskæftiger sig også med bl.a. innovation.

Innovation vil sige, at en virksomhed har introduceret nye produkter, produktionsprocesser, markedsføringsmetoder eller nye organisatoriske metoder. 46 pct. af de danske virksomheder var innovative i 2012.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte Jens Brodersen, tlf. 39 17 30 57, jbr@dst.dk.