Gå til sidens indhold

Flere besøger danske museer

De danske museer havde over en kvart million flere besøgende i 2009 i forhold til året før.

16. april 2010 kl. 0:00

Flere besøger danske museer
De danske museer havde over en kvart million flere besøgende i 2009 i forhold til året før. I alt lagde 10,7 mio. personer vejen forbi et museum, hvilket svarer til en fremgang på 2 pct., og dermed ligger besøgstallet nu kun lidt over en halv million lavere end i rekordåret 1996, der var kulturår.

Louisiana i Nordsjælland er stadig det mest besøgte museum på trods af et fald i besøgstallet på 15 pct. Statens Museum for Kunst, der er landets tredjemest besøgte, havde en fremgang i besøgstallet på 26 pct. og ligger med knap 393.000 besøgende lige efter Nationalmuseet, Prinsens Palais, på andenpladsen med 397.000.

Den Gamle By i Århus er med 362.000 besøgende det mest besøgte museum vest for Storebælt og det fjerdemest besøgte i Danmark.

Det er primært kulturhistoriske museer, der fanger de besøgendes interesse. Kulturhistoriske museer tegnede sig således for 61 pct. af de besøgende, mens fx kunstmuseer måtte nøjes med 26 pct. af besøgende.

Læs mere om besøgstallene for hvert eneste danske museum rundt omkring i landet i Nyt fra Danmarks Statistik og Statistiske Efterretninger. De udkommer begge i dag.

For yderligere oplysninger kontakt venligst Peter Vig Jensen, tlf. 39 17 31 41, pvj@dst.dk.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70