Gå til sidens indhold

Hver femte arbejder i udenlandsk firma

Næsten hver femte af alle privat ansatte er beskæftiget i et udenlandsk firma.

Flere og flere arbejder for udenlandsk ejede virksomheder

22. juni 2009 kl. 0:00

Hver femte arbejder i udenlandsk firma

Flere og flere arbejder i et udenlandsk ejet firma. Selvom de udenlandsk ejede firmaer blot udgør 1 pct. af de private firmaer, er næsten hver femte af alle privat ansatte beskæftiget i et udenlandsk firma. På fire år, fra 2002 til 2006, er andelen steget fra 16 til 18 pct.

Samtidig er udenlandske firmaers andel af omsætningen i det private øget fra 20 til 22 pct. Andelen af eksporten er vokset fra 24 til 27 pct.

Det er et par af konklusionerne i Udenlandske firmaer i Danmark, som udkommer i dag. Publikationen dokumenterer en af effekterne af globaliseringen: De udenlandske firmaer har stigende betydning for dansk økonomi.

Et par andre nye konklusioner om globaliseringens betydning er disse:

  • 30 pct. af de ansatte i udenlandske firmaer arbejder for et svensk firma. Efter Sverige kommer Storbritannien med 15 pct. og USA med 13 pct.
  • 47 pct. af de ansatte på udenlandske arbejdssteder var beskæftiget i Region Hovedstaden. Det tilsvarende tal for Region Nordjylland var 7 pct.
  • Der er flere højtuddannede i de udenlandske firmaer. 9 pct. har en bachelor eller en lang videregående uddannelse. Det samme gør sig gældende for 7 pct. i danskejede firmaer.
  • Værditilvæksten pr. ansat i de udenlandske firmaer er højere end i de danske firmaer - uanset størrelse.

Analysen baserer sig på et helt nyt datagrundlag med udgangspunkt i tal for erhvervslivet 2006.

Hent Udenlandske firmaer i Danmarkwww.dst.dk/globalisering. Læs mere om hovedkonklusionerne i sammenfatningen på side 7-8.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Peter Bøegh på tlf. 39 17 31 41 eller pbn@dst.dk.

Kontakt

Presse