Gå til sidens indhold

Samarbejde øger konkurrencevnen

Samarbejde mellem virksomheder øger konkurrenceevnen.

11. juni 2004 kl. 0:00

Samarbejde mellem virksomheder øger konkurrenceevnen. Det mener hovedparten af de virksomheder, som har erfaringer med at samarbejde. Ligeledes mener hovedparten af virksomhederne, at samarbejdet også i de kommende år vil medvirke til at forbedre deres konkurrenceevne.

Oplysningerne stammer fra rapporten Danske virksomheders samarbejde 2003, som udkommer den 11. juni 2004. Cirka 1612 danske virksomheder indenfor forskellige brancher har i efteråret 2003 besvaret en række spørgsmål om samarbejdet mellem de enkelte virksomheder. På denne baggrund kan rapporten blandt andet drage følgende konklusioner:

* Hver femte danske virksomhed indgår i et fast samarbejde med én eller flere andre virksomheder.

* Især virksomheder, der indgår i en koncern og virksomheder med mange ansatte har et udstrakt samarbejde med andre virksomheder.

* Virksomhederne er motiveret for samarbejdet, bl.a. fordi det styrker konkurrenceevnen, giver adgang til nye teknologier, medfører besparelser og styrker virksomhedernes fleksibilitet.

* Virksomhederne peger på deres egen størrelse eller forretningsområde og frygten for at blive afhængig og miste kernekompetencer, som de største barrierer for at samarbejde. 

Det er navnlig indenfor brancherne forretningsservice eller transport, at virksomhederne benytter sig af fordelene ved samarbejde.

Flere svenske virksomheder samarbejder
Rapporten giver desuden mulighed for at sammenligne svenske og danske virksomheders samarbejde.

Af denne sammenligning fremgår det, at langt flere svenske end danske virksomheder indgår i et fast samarbejde med andre. Blandt de svenske virksomheder har lidt over halvdelen en eller anden form for samarbejdsrelation. Til gengæld er de svenske virksomheders samarbejdsrelationer ofte af kortere varighed, og antallet af samarbejdspartnere mindre.

Dette tyder på en anden form for virksomhedskultur i Sverige, som indebærer, at flere svenske virksomheder indgår i forpligtende samarbejde med hinanden.

For yderligere information kontakt Presse
Telefon: 39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70