Gå til sidens indhold

Danmarks Statistik mindsker administrative byrder

800 danske virksomheder vil i 2005 slippe for at skulle indberette oplysninger om deres udenrigshandel til Danmarks Statistik.

1. juni 2004 kl. 0:00

Danmarks Statistiks Styrelse har onsdag besluttet at hæve beløbsgrænserne for, hvornår en virksomhed er forpligtet til at indberette til statistikken om varehandelen i EU (Intrastat). Det er blevet muligt, fordi EU-lovgivningens krav til dækningsgraden for varehandelen med andre EU-lande bliver nedsat fra 1. januar 2005. Styrelsens beslutning betyder, at 1.250 virksomheder, som under de nuværende regler skulle indberette i 2005, vil opleve en lettelse i indberetningsbyrden til Intrastat. Heraf ventes ca. 800 virksomheder helt at blive fritaget for at indberette oplysninger om EU-varehandel.

"Danmarks Statistik arbejder målrettet på at nedbringe virksomhedernes indberetningsbyrde til det mindst mulige under hensyntagen til, at statistikkens kvalitet skal være i orden. Vi yder bl.a. en betydelig indsats i EU for at begrænse byrderne. Jeg synes derfor, det er meget glædeligt, at denne indsats nu betyder, at navnlig de mindre virksomheder kommer til at opleve mærkbare lettelser i de administrative byrder i 2005," siger rigsstatistiker Jan Plovsing.

Virksomheder skal kun indberette til Intrastat, hvis deres import eller eksport overstiger bestemte værdier. Hidtil har virksomhederne skulle indberette, hvis deres eksport til EU-området overstiger 2,5 millioner på årsbasis. Denne grænse hæves nu til 4,1 mio. kr., mens grænsen for import hæves fra 1,5 til 1,6 mio. kr. Det betyder, at flere virksomheder i 2005 vil befinde sig under grænsen og dermed være fritaget for indberetning. De nye regler betyder, at statistikken fra 2005 vil omfatte 97 pct. af den samlede varehandel i EU, hvilket er EU's mindstekrav.

For yderligere information kontakt Presse
Telefon: 39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70