Gå til sidens indhold

Hver anden gentager alvorlig kriminalitet

30. november 2001 kl. 0:00

Næsten halvdelen af de 18.000 personer, der fik en frihedsstraf i løbet af 2000, havde også fået en frihedsstraf i den forudgående femårsperiode. 71 pct. af personerne med tidligere kriminalitet og frihedsstraf for ejendomsforbrydelser i 2000 (fx indbrud, tyveri og bedrageri), havde også tidligere fået en frihedsstraf for det samme. Det viser Kriminalitet 2000, som Danmarks Statistik offentliggør i dag.

Tilsvarende havde to tredjedele af personerne med tidligere kriminalitet og en frihedsstraf for at overtræde færdselsloven i 2000, også tidligere fået en frihedsstraf for dette, 45 pct. af dem, der fik en frihedsstraf for volds-forbrydelser, havde tidligere fået en frihedsstraf for en eller flere voldsforbrydelser, og 29 pct. af dem, der fik en frihedsstraf for sædelighedsforbrydelser, var også gengangere på dette felt.

I alt blev der afgjort 165.500 straffesager i 2000, hvilket er en stigning på 12 pct. i forhold til 1999. Stigningen skyldes primært flere afgørelser inden for færdselslovens område. Til gengæld faldt afgørelserne vedrørende overtrædelse af straffeloven med 2 pct. Det tal dækker over en stigning i voldsafgørelserne med 6 pct. og et fald i afgørelserne om ejendomsforbrydelser (særligt tyverier) på 4 pct.

Kriminalitet 2000 rummer detaljerede oplysninger om alle dele af kriminalstatistikken i Danmark - fra anmeldelser til strafferetlige afgørelser. Samtidig bliver hovedtrækkene i kriminalitetsudviklingen fra 1990 til 2000 beskrevet. Bogen er på 155 sider og koster 232 kr. Den kan bestilles her på Danmarks Statistiks hjemmeside (www.dst.dk/boghandel).

Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse