Gå til sidens indhold

Mediebrug

Hvor finder jeg statistik om brug af medier?

Bemærk: Danmarks Statistik har ikke oplysninger om alt. Nedenfor linker vi derfor til data fra Danmarks Statistik, men også til andre, der laver statistik om emnet.

På Danmarks Statistiks emneside "Digital adfærd" findes link til den årlige undersøgelse ”It-anvendelsen i befolkningen”, som kortlægger danskernes adgang til og brug af it og internet herunder e-handel og sociale medier. Resultaterne af undersøgelsen udgives bl.a. i en årlig publikation og i tabeller i Statistikbanken. Særlige temaer fra undersøgelsen tages op i serien "Nyt fra Danmarks Statistik": "It-anvendelse i befolkningen" og "It-anvendelse i befolkningen (tema)".

Undersøgelser om danskernes kulturvaner er med mellemrum gennemført siden 1964. I undersøgelserne finder man oplysninger om forbruget af bl.a. tv, radio, aviser, blade, bøger og internet. På Kulturministeriets hjemmeside finder man bøgerne "Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964" og ”Danskernes kulturvaner 2012”. 

Tabeller fra Kulturvaneundersøgelsen kan også findes i Statistikbanken under ”Kultur- og fritidsvaner” samt under de enkelte emner. Særlige temaer fra undersøgelsen tages op i serien "Nyt fra Danmarks Statistik": kvartalsvistillæg og årlig.

Danmarks Statistik udgiver også en række kulturstatistikker om bl.a. bogproduktion, dag- og fagbladenes læsertal, flow-tv's seertal, radiolyttetid og biografernes billetsalg. Statistikkerne samles i den årlige publikation "Kultur" og findes også i Statistikbanken.  

Kulturstyrelsen udgiver årligt rapporten ”Mediernes udvikling i Danmark” om udbud og brug af tv, radio, aviser og internet.
I forbindelse med den årlige rapport udgives også en række specialrapporter. Fra undersøgelsen udgives desuden "Kort nyt" om fx brug af streamingtjenester og podcast.
Styrelsen har udgivet en samlet indholdsfortegnelse fordelt på emner for at give overblik over udgivelser fra undersøgelsen 2014-2021. 

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i befolkningens brug af de elektroniske medier. Der kigges bl.a. på udviklingen i tv- og radioforbruget herunder streaming af tv og musik.

Bogpanelets årsrapporter belyser udviklingen på bogmarkedet, herunder produktionen, distributionen og forbruget.

Algoritmer, Data & Demokrati (ADD-projektet) står bag en større befolkningsundersøgelse om danskernes holdninger til den teknologiske udvikling bl.a. danskernes syn på de sociale mediers påvirkning af psyken.

Hvor finder jeg statistik om børn og unges brug af medier?

I Danmarks Statistiks undersøgelse ”It-anvendelsen i befolkningen 2016” finder man et særskilt afsnit om de 15-18 åriges it-anvendelse, bl.a. deres brug af sociale medier. I ”It-anvendelsen i befolkningen 2017” findes et temakapitel om forskellene på unges og ældres internetvaner.

Kulturstyrelsens rapporter tilknyttet ”Mediernes udvikling i Danmark”, indeholder tabeller fordelt på aldersgruppen 12-18 årige.

DR Medieforskning opgjorde i 2016 de 3-6 åriges skærmtid til 1 time og 37 minutter om dagen, mens de 7-12 årige brugte lidt over 3 timer dagligt på skærme. 

VIVE har i 2020 i analysen "Børn og unges trivsel og brug af digitale medier" sammenholdt forskellige danske og internationale undersøgelser af bl.a. børns skærmforbrug.

I undersøgelsen "Danskernes kulturvaner 2012" spørges der ind til børns (7-14 år) forbrugsvaner inden for bl.a. film, bøger, computerspil, tv, radio, aviser og internet.
Tabeller baseret på kulturvaneundersøgelserne findes i Statistikbanken (under "Arkiv").

3.-7. klasses børn er blevet spurgt til deres læsevaner - hvor ofte og hvilke genrer læser de, hvilke medietyper benytter de, hvad motiverer til læsning - i "Børns læsning 2017 – en kvantitativ undersøgelse af børns læse- og medievaner i fritiden" fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker.

I ”Skolebørnsundersøgelsen 2018” findes et afsnit om stillesiddende adfærd for eksempel brug af TV og computer. I Undersøgelsen spørges eleverne til forskellige former for skærmaktiviteter (film, tv-serier, YouTube, spil, sociale medier, videosamtaler og surf på internettet), og hvor meget tid de typisk bruger om dagen på de forskellige aktiviteter i deres fritid.

Skolebørnsundersøgelsen laves som del af et internationalt forskningssamarbejde. Det er derfor muligt at sammenligne resultaterne med andre lande, som det for eksempel er gjort i artiklen ”Børn i Danmark ser deres venner meget mindre i forhold til børn i de fleste andre europæiske lande”, hvori man kan læse at danske drenge har europarekord i tid foran computeren.

[Denne side er senest revideret januar 2022]

Hvad har andre spurgt om?

Spørgsmålstegn

I løbet af 2020 besvarede vi ca. 4.600 forespørgsler. 

Læs svarene på de oftest stillede spørgsmål