Gå til sidens indhold

Om mikrodataordninger

Danmarks Statistiks Forskningsservice stiller data til rådighed for konkrete forsknings-, udrednings- og analyseopgaver for autoriserede institutioner. Adgang til data kan ske under forskellige dataordninger afhængig af den institution eller det projekt, der søges adgang til.

Forskerordningen

Forskere og andre analytikere fra autoriserede institutioner kan oprette et projekt med adgang til Danmarks Statistiks registerdata. 
Læs mere om autorisering af institutioner 

Projektdatabaseordningen 

Projektdatabaseordningen henvender sig til institutioner, der løbende opretter projekter med et væsentligt overlap i dataindholdet. Her må der ikke gennemføres forskning direkte på projektdatabasen, og ordningen må ikke anvendes til projekter eller opgaver, der ikke relaterer sig direkte til projektdatabasens formål. Institutionen skal desuden råde over en eller flere ansatte, der kan fungere som projektdatabasemanagers, heraf minimum én som administrator. Projektdatabasemanagerens opgave består af populationsdannelse, dataudtræk, mv. samt den løbende kommunikation med Danmarks Statistik.

Vil man søge om at få etableret en projektdatabase, skal man kontakte Projektdatabasegruppen på FSEProjektdatabase@dst.dk.

Mere om projektdatabaseordningen

En autoriseret institution kan have maks. 1 projektdatabase. Projektdatabasen er en samling af pseudonymiserede mikrodata, som over tid anvendes til flere forskellige projekter (kaldet underprojekter) under den pågældende projektdatabaseordning.

Til projektdatabasen udvælges data fra Danmarks Statistiks grunddatabank samt evt. data fra andre kilder (f.eks. institutionens egne data). Dataindholdet i projektdatabaser er underlagt dataminimeringsprincippet og derfor skal data i en projektdatabase anvendes på flere underprojekter.

Projektdatabasen kaldes hovedprojektet i projektdatabaseordningen. Andre projekter i projektdatabaseordningen er underprojekter til projektdatabasen. Den autoriserede institution, der ejer projektdatabasen, ejer derfor både hovedprojektet og underprojekterne i ordningen.

Målgruppen for projektdatabaseordningen er institutioner der:

  1. er autoriserede til mikrodataordninger hos Danmarks Statistik
  2. har mindst fem aktive projekter med væsentligt dataoverlap
  3. løbende udvider projektporteføljen med nye underprojekter med væsentligt overlap i datagrundlaget
Betingelser for en projektdatabaseordning

Projektdatabaser er underlagt følgende betingelser:

  1. Institutionen pålægges at udpege 1 til 3 erfarne projektdatabasemanager(e), der skal fungere som fast kontaktperson til Danmarks Statistik. Kun projektdatabasemanagere får adgang til selve projektdatabasen.
  2. Projektdatabasen og underprojekterne er underlagt dataminimeringsprincippet.
  3. Brugeren skal betale for alle omkostninger, der er forbundet med at oprette, drive og vedligeholde den pågældende projektdatabase. Underprojekter betragtes som almindelige projekter og behandles og faktureres særskilt.
  4. En projektdatabase kan opretholdes så længe den anvendes til aktive underprojekter. Projektdatabasen kan kun opretholdes, så længe den anvendes til underprojekter i et omfang, der står mål med de data, der er stillet til rådighed i projektdatabasen. Projektdatabasen kan altså begrænses eller nedlægges, hvis Danmarks Statistik vurderer, at dette ikke er tilfældet.

Myndighedsordningen

Myndighedsordningen stiller mikrodata til rådighed for danske institutioner, der udfører myndighedsopgaver, dvs. departementer, styrelser og direktorater, regioner og kommuner. Ordningen imødekommer deres behov for ad hoc analyser med korte tidsfrister. 

Læs mere om Myndighedsordningen

Datafortrolighed og regler for adgang

Adgang til data gives i overensstemmelse med principperne i databeskyttelsesforordningen, i særdeleshed artikel 5, C: 

”Personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«).” 
Dette gælder også databeskyttelseslovens §10: 

”Oplysninger som nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, og artikel 10 må behandles, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af undersøgelserne.” 

Læs mere om Danmarks Statistiks datafortroligheds- og informationssikkerhedspolitik