Gå til sidens indhold

Færrest på danskundervisningskurser siden 2008

Kursister ved voksen- og efteruddannelse 2019/2020

Siden 2017 har kursusdeltagelsen på danskundervisning for udlændinge været faldende, og i 2020 var kursusdeltagelsen på sit laveste siden 2008. I skoleåret 2020 var der i alt 44.820 kursister på dansk 1 (kursister, som ikke kan læse og skrive på deres modersmål, samt latinske analfabeter, som ikke behersker et europæisk skriftsystem), dansk 2 (kursister med en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet) og dansk 3 (kursister med en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund). Kursusdeltagelsen på danskkurser var i 2020 på samme niveau som perioden 2005-2008, men står i kontrast til den ni år lange periode mellem 2009 og 2017, hvor kursusdeltagelsen hvert år gennemsnitligt steg med 11.900 kursister.

Historisk udvikling i kursusdeltagelse i danskundervisning, antal kursisterKilde: www.statistikbanken.dk/veu20

Høj deltagelse på arbejdsmarkedsrettet kursus for udenlandsk arbejdstagere

Særligt i perioden 2015-2017 var der høj kursusdeltagelse på danskkurserne, hvor det arbejdsmarkedsrettede danskkursus målrettet udenlandske arbejdstagere, medfølgende ægtefæller, studerende og au pair-personer var i udbud. 1. juli 2018 blev delvis selvbetaling for selvforsørgende danskkursister indført, og i samme år faldt kursistdeltagelsen på danskkurserne for første gang siden 2008. Dette bør ses i lyset af nedlæggelsen af det arbejdsmarkedsrettede danskkursus i 2017 og en generelt faldende indvandring af personer med udenlandsk statsborgerskab fra 2015 og frem.

Status et år efter første påbegyndte danskkursus

Størstedelen af dansk 1-kursisterne var hverken under uddannelse eller i arbejde et år efter deres første påbegyndte danskkursus. 64 pct. stod uden for arbejdsstyrken, og 17 pct. var arbejdsløse, mens 1 pct. var i uddannelse og 17 pct. i arbejde. For dansk 2-kursisterne var 51 pct. i arbejde, og for dansk 3-kursisterne var 44 pct. i arbejde, mens 27 pct. var i uddannelse et år efter første påbegyndte danskkursus.

Status et år efter første påbegyndte danskkursus for personer, som har gennemført i perioden 2007-2018Kilde: Særkørsel på Kursistregisteret og Arbejdsmarkedsregnskabet

Første påbegyndte uddannelse efter danskkursus

For de kursister, som startede på en fuldtidsuddannelse efter at være påbegyndt danskundervisning i 2005-2020, fremgår det, at kursister på de højere niveauer af danskundervisning oftere påbegyndte en videregående uddannelse end øvrige kursister. 66 pct. af dansk 3-kursister påbegyndte en videregående uddannelse, hvilket er gældende for 1 pct. og 15 pct. af hhv. dansk 1 og dansk 2-kursister. Her er det værd at bemærke, at dansk 3 afsluttes med en studieprøve, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Dansk 1 og dansk 2-kursisterne var derimod mere tilbøjelige til at starte på en erhvervsfaglig uddannelse, hvilket hhv. 58 pct. og 68 pct. valgte at påbegynde som første fuldtidsuddannelse.

Første påbegyndte fuldtidsuddannelse efter gennemført danskkursus i perioden 2005-2020Kilde: Særkørsel på Kursistregisteret og Elevregisteret

Nyt fra Danmarks Statistik

21. maj 2021 - Nr. 191

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. maj 2022

Kontakt

Kilder og metode

Kursistregister. Kursusaktiviteten målt som årselever opgøres ved at sammenlægge kursusomfanget til hele årsværk

Vis hele teksten » « Minimer teksten