Gå til sidens indhold

Serviceydelser for serviceerhverv

Formålet med statistikken Serviceydelser for Serviceerhverv er at belyse omsætning og typer af serviceydelser i virksomheder indenfor en række brancher i servicesektoren. Statistikken anvendes også til brancherevidering af det Erhvervsstatistiske Register.

Statistikken er en del af EU's Structural Business Statistics (SBS). For nogle brancher foreligger der tal tilbage fra 1995, mens andre brancher først er dækket fra 2007.

I sin nuværende form er statistikken sammenlignelig fra 2023, hvor statistikken blev omlagt til kun at dække virksomheder med mindst 20 ansatte.

Indhold

Statistikken består af 10 delstatistikker, der hver især belyser omsætning fordelt på produkter og serviceydelser, der ifølge produktklassifikationen (CPA) ydes af virksomheder i en given branche.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Data indsamles via en online blanket, der sendes til alle virksomheder i populationen. I blanketten skal virksomhederne fordele omsætning på produkter og serviceydelser samt oplyse den samlede eksport fordelt på kunder indenfor og udenfor EU. De indberettede data fejlsøges, fx ved at sammenligne en given virksomheds fordeling af serviceydelser med tidligere indberetninger. Det indsamlede data opregnes til populationen ved inddragelse af omsætning fra Regnskabsstatistik for private byerhverv.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken indgår som et led i oparbejdningen af viden om serviceerhvervene. Statistikken anvendes blandt andet i private virksomheders planlægning, samt til at give et overblik over dele af servicesektorens udvikling og sammensætning. Statistikken er endvidere et input til Danmarks Statistiks udarbejdelse af nationalregnskabet. Ligeledes bruges statistikken også af det europæiske statistikbureau, Eurostat, til at lave fælleseuropæisk statistik inden for serviceerhverv.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikkens tal for omsætning fordelt på serviceydelser bygger på indberetninger fra virksomheder, der tilsammen står for mellem 96 og 100 pct. af den samlede omsætning i hver af de brancher, der indgår. Denne præcision opnås blandt andet ved, at der er få af de udvalgte virksomheder, der mangler i opgørelsen. Deres omsætning er desuden afstemt med oplysninger fra Regnskabsstatistik for private byerhverv, som bygger på en kombination af en stor stikprøve, administrative kilder og XBRL-regnskaber fra Erhvervsstyrelsen.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken udgives ca. 11 måneder efter referenceårets afslutning. Statistikken publiceres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

For nogle af brancherne er statistikken udarbejdet for første gang i 1995 og 1996, mens andre er kommet til i hhv. 2001, 2003 og 2007. Siden da er der lavet forskellige tilpasninger og justeringer af beregningsmetode, branchekoder, spørgeskema og stikprøveudtagning. Der er en konsistent tidsserie for referenceårene 2012/2013 til 2021/2022. I sin nuværende udformning er statistikken sammenlignelig fra 2023 og frem, hvor den kun dækker virksomheder med mindst 20 ansatte. Statistikken produceres efter fælles EU-retningslinjer, hvilket muliggør kunne sammenligninger med tilsvarende statistikker i de andre EU-lande.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Serviceydelser for serviceerhverv. Se mere på statistikkens emneside. Internationalt sammenlignelige tal offentliggøres på Eurostats hjemmeside under Business Services.

Læs mere om tilgængelighed