Statistisk behandling
Kontaktinfo
Konjunkturstatistik, ErhvervsstatistikKarina Moric
24 78 42 12
Hent som PDF
Data til statistikken indsamles månedligt fra danske campingpladser med mindst 75 enheder og årligt fra danske campingpladser med 10-74 enheder vha. et spørgeskema på http://www.Virk.dk eller vha. en system-til-systemløsning, hvor campingpladsens bookingsystem automatisk overfører data til Danmarks Statistik. Det indsamlede data gennemgår fejlsøgning på mikroniveau under selve indsamlingen og på makroniveau, når data er aggregeret. Når data er valideret, imputeres manglende værdier, hvorefter data aggregeres til totaler for regioner og gæsternes nationalitet.
Kilder
Statistikken er opgjort på baggrund af månedlige indberetninger fra campingpladser med mindst 75 campingenheder, som er i registreret i CVR-registret. Campingpladser, som er registreret i CVR-registret, med 10-74 enheder bliver opgjort på baggrund af årlige indberetninger.
Indsamlingshyppighed
Data til statistikken indsamles månedligt for campingpladser med mindst 75 enheder, og årligt for campingpladser med 10-74 enheder.
Indsamlingsmetode
Data til statistikken indsamles enten via et online spørgeskema på http://www.virk.dk eller via en system-til-system-løsning, hvor campingpladsens bookingsystem automatisk sender data til Danmarks Statistik.
Datavalidering
Data indsamles fra de enkelte virksomheder og fejlsøges under selve dataindsamlingen. Når data er indsamlet, foretages der mikrofejlsøgning, hvor signifikante afvigelser fra samme måned sidste år eller forkerte summeringer undersøges og evt. rettes, såfremt der er sket fejl, efter at have kontaktet virksomheden.
Skemaets variable sammenlignes også med hinanden, og det undersøges, om totalerne stemmer overens. Efter aggregering af data til totaler for regioner og gæsternes nationalitet fejlsøges totalerne også på tværs af tællingsperioder.
Databehandling
Såfremt en virksomhed ikke indberetter inden for den berammede tidsfrist, imputeres virksomhedens data fra den samme måned året før. Når virksomheden senere indberetter, erstattes den imputerede værdi med den korrekte indberetning.
Antallet af overnatninger beregnes som antallet af gæster gange med længden af opholdet. Fx er 2 gæster, som bor på en campingplads i 5 dage, lig med 10 overnatninger. Overnatninger kaldes også for "gæstenætter".
Ankomster er antallet af gæster uanset længden af opholdet. I ovenstående eksempel med 2 gæster, som bor på en campingplads i 5 dage, svarer det til 2 ankomster.
Antallet af overnatninger på fast udlejede standpladser beregnes på følgende måde: overnatningsfaktor gange antal fast udlejede standpladser. Overnatningsfaktor for månederne er:
- Januar-marts: 5
- April: 18
- Maj: 21
- Juni: 24
- Juli: 42
- August: 27
- September: 15
- Oktober-december: 6
Fx. hvis antallet af fast udlejede standpladser i juli er 25, er antallet af overnatninger i juli således 42 (overnatningsfaktor) gange 25 (fast udlejede standpladser) lig med 1050 overnatninger. Overnatningsfaktoren er opgjort ud fra, at det gennemsnitlige antal gæster pr. overnatning er 3. Samtidig er det antaget, at det gennemsnitlige antal overnatninger på fast udlejede standpladser i juli er 14. Det gennemsnitlige antal overnatninger for månederne er:
- Januar-marts: 1,67
- April: 6
- Maj: 7
- Juni: 8
- Juli: 14
- August: 9
- September: 5
- Oktober-December: 2
Der foretages ikke opregning, da der er tale om en totaltælling med en cut-off-grænse på mindst 75 campingenheder for den månedlige statistik, og for den årlige statistik er der tale om en totaltælling for campingpladser med 10-74 enheder. Data aggregeres til totaler for regioner og gæsternes nationalitet.
De nyligst opdaterede tal er altid at finde i Statistikbanken.
Korrektion
Statistikken er blevet sæsonkorrigeret siden 2018. Sæsonkorrektionen er indirekte og udregnes med en X13-ARIMA-model vha. JDemetra+.