Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik
Nete Nielsen
39 17 30 04

ndn@dst.dk

Hent som PDF

Ledige stillinger

Data til denne statistik indsamles fra en stikprøve på ca. 7000 arbejdssteder, ved hjælp af elektroniske spørgeskemaer på Virk. Data fejlsøges og manglende værdier imputeres, inden der opregnes til en samlet populationstotal.

Kilder

Data til denne statistik indsamles fra en stikprøve på ca. 7.000 enheder, defineret som arbejdssteder med mindst én ansat. Stikprøven trækkes fra Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register (ESR).

Indsamlingshyppighed

Statistikken offentliggøres kvartalsvis, men data indsamles månedsvis. Stikprøven opdeles i tre grupper, hvor 1. gruppe indberetter data vedrørende 1. måned i kvartalet. 2. grupper indberetter data vedrørende 2. måned i kvartalet og 3. grupper indberetter data for 3. måned i kvartalet. Formålet er at dække ledige stillinger i hele kvartalet og undgå udsving pga. fx. ferieperioder. Variationen mellem arbejdsstederne i de enkelte strata er ligeligt fordelt, og de enkelte arbejdssteder er kun udtrukket én gang i kvartalet.

Indsamlingsmetode

Data indberettes elektronisk via den fællesoffentlige indberetningsportal Virk, eller ved at arbejdsstedet benytter det gratis system til telefonisk indberetning. Udsendelse af anmodning om indberetning sker altid på referencedatoen som er anden onsdag i måneden, via digital post eller pr e-mail. Arbejdsstedet har 14 dage til at indberette rettidigt. Indberetning til statistikken er lovpligtigt og omfattet af obligatorisk digital indberetning, hvorfor arbejdssteder der trods rykkere ikke indberetter, modtager et anbefalet brev, hvor opmærksomheden henledes på, at manglende indberetning medfører politianmeldelse, jf. Lov om Danmarks Statistik.

Datavalidering

Der foretages løbende fejlsøgning af indkomne indberetninger. For at sikre at der indberettes for det enkelte arbejdssted, valideres det indberettede antal ansatte med registeroplysninger om antal ansatte fra Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register (ESR). Afviger det indberettede væsentligt fra ESR, rettes der henvendelse til arbejdsstedet for at få indberetningen verificeret.

Der foretages ligeledes fejlsøgning på antal ledige stillinger i forhold til antal indberettede ansatte, og afviger antallet af ledige stillinger meget i forhold til det forventede for et arbejdssted af den oplyste størrelse, bliver arbejdsstedet kontaktet.

Samlet set rettes der i forbindelse med fejlsøgning henvendelse til ca. 10 pct. af arbejdsstederne. Det må antages, at ikke alle fejl i indberetningerne opdages i forbindelse med fejlsøgning, hvorfor statistikken af denne grund kan være behæftet med usikkerhed.

For arbejdssteder med over 100 ansatte, som ikke har indberettet, foretages der en imputering af data.

Databehandling

For de tvangsudvalgte (arbejdssteder med over 100 ansatte), der ikke har indberettet eller er blevet fritaget for indberetning, foretages der, når det er muligt en imputering af data før opregningen. Metoden der bruges er et ratioestimat via programmet Banff.

Imputeringen sker primært på baggrund af indberetninger inden for samme branche for perioden eller alternativt på baggrund af indberetninger fra arbejdssteder inden for samme stratum.

Vi bestræber os på at alle tvangsudvalgte arbejdssteder har indberettet, således at imputering kun bliver aktuel for de arbejdssteder der, af den ene eller anden grund, er blevet fritaget fra at indberette.

Selve imputeringsraten var for 4. kvartal 2023 på 0,1 procent af den totale stikprøve og på 0,3 procent for arbejdsstederne med over 100 ansatte.

Danmarks statistik beregner antallet af ledige stillinger (samt besatte stillinger) ved at bruge antallet af registrerede ( i følge CVR) ansatte på arbejdsstedet som en hjælpe variabel. Dette gøres ved at bruge en generel regressionsmetode. Selve opregningen foretages med programmet CLAN med brug af modeltilpassede skøn.

Korrektion

Ved offentliggørelse af et nyt kvartal revideres data et løbende år tilbage i tid. Grunden til dette er forsinkelser i indberetning af data fra arbejdsstederne samt fortsat fejlsøgning af indberettet data.

Antal ledige stillinger falder typisk mellem 0,5-1,5 procent mens andelen af ledige stillinger oftest er stabil og aldrig er faldet mere end 0,1 procentpoint inden data opnår status som endelige.

Fra og med andet kvartal 2015 og fremefter har vi foretaget to mindre ændringer 1) Populationen udtrækkes ved hjælp af beskæftigelsesdata (antal besatte stillinger) fra samme kvartal året før. Det gør vi for at kompensere for eventuelle afvigelser i sæsonmønstrene i de forskellige kvartaler, og 2) estimationsmetoden for opregningen af fritagne/manglende enheder med over 100 ansatte er blevet ændret. Disse to ændringer har ikke haft nogen indvirkning på antallet af ledige stillinger og kun en minimal indvirkning på antallet af ledige stillinger i perioden 2010K3-2015K1.

Hovedtallene for antal ledige stillinger samt andelen af ledige stillinger sæsonkorrigeres for normale udsving.

Der kan endnu ikke ses signifikante sæsonmønstre i resten af serierne, hvorfor disse ikke er sæsonkorrigeret.