Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik
Jonas Kirchheiner-Rasmussen
61 50 23 80

RAS@dst.dk

Hent som PDF

Lægebesøg

Data modtages én gang årligt fra regionerne. Der vurderes, hvilke ydelser der kan henregnes som kontakter. Korrektioner, som ikke kan tilknyttes en registrering i det pågældende år, slettes. Baggrundsdata fra Danmarks Statistik kobles på.

Kilder

Den primære kilde er LUNA, som er regionernes IT system til afregning af sygesikringsydelser. Hertil kommer supplerende kilder om ydelser fra takstmapperne.

Interne Danmarks Statistik-kilder:

  • Befolkningsstatistikregistret (herkomst)
  • Indkomststatistikregistret (indkomstniveau) for året før
  • Arbejdsklassifikationsmodulet (SOCIO13) pr. 32/12 året før.
  • Uddannelser (BUE) højest fuldførte uddannelse pr. 30. september året før.
  • Pårørenderegistret (bopælsforældre, pårørende, partner)

Indsamlingshyppighed

Data modtages årligt fra "LUNA – Fællesregional Forvaltning", som er placeret i Region Midtjylland.

Indsamlingsmetode

Indsamlingen foregår direkte fra administrative registre samt opslag i takstmapper og overenskomster, som findes på ok-portalen.

Datavalidering

De modtagne data sammenlignes med data fra året før og eventuelle store udsving undersøges. I forbindelse med statistikproduktionen analyseres data grundigt, og der foretages yderligere validering af data.

Databehandling

Generelt kategoriseres ydelser, som ikke er angivet som tillægsydelser i takstmapperne, som kontakter. Der foretages dog også vurderinger af, om ydelserne, hvor der ikke findes en begrænsning i aftaleteksterne, er en kontakt, dvs. de kun kan ydes én gang per kontakt og udelukker andre ydelser af samme. For speciale 49 (tandplejer) og 50 (tandlægehjælp) kategoriseres konsultationer og undersøgelser, herunder forebyggende behandling, som kontakter. Antallet af kontakter beregnes som summen af variablen antal ydelser for de ydelser, der er kategoriseret som kontakter. Undtaget er specialerne diagnostisk radiologi (05) og fodterapi (54, 55, 59 og 60), hvor den ydelse med det laveste ydelsesnummer (de sidste fire cifre i ydelseskoden) per person per behandlingsdato angives som kontakt. Personer kan således kun have én kontakt med diagnostisk radiologi og fodterapi (54, 55, 59 og 60) per dag i vores data. Denne metode er valgt, da den vurderes at give det bedste estimat af antallet af kontakter. Det betyder dog, at en ydelse for disse specialer både kan være kategoriseret som en kontakt og ikke som en kontakt.

Fra og med 2006 er der foretaget en imputering af køn og alder for den mindre gruppe af børn, der registreres med barnemarkering, og person_id sættes til ukendt. Grunddata (SSSY) dannes ud fra ovenstående data, og der dannes grunddata, hvor antal kontakter (SSKO) og bruttohonorar (SSHO) er aggregeret på person- og specialeniveau (spec2). I disse data er spec2 for kontakter til praktiserende læger yderligere opdelt i følgende kategorier: konsultation dagtid, konsultation aften, telefonkonsultation dagtid, telefonkonsultation aften, besøg dagtid, besøg aften, e-kommunikation (herunder med kommunens plejepersonale), andre ydelser og forebyggelse mv. Derudover beregnes en indikator for basishonoraret. Dette beregnes som summen af det beregnede basis- og praksisomkostningshonorar fordelt på de gruppe 1-sikrede personer, som har modtaget ydelser fra almene læger (dog ikke personer med barnemarkering). For SSSY er der fra 2023 indført en variabel spec80, som angiver den ovenstående opdeling. Dog fremgår "Andre ydelser og forebyggelse mv." ikke af SSSY, men algoritmen kan fås ved henvendelse til den statistisk ansvarlige. Ligeledes er basishonoraret ikke angivet i SSSY

Inden opgørelserne til statistikbanken udregnes, sker der yderligere databehandling. Personer med ugyldige CPR-numre, personer med barnemarkering samt korrektioner (negative værdier for ydelsen), som ikke kan tilknyttes en registrering i det pågældende regnskabsår, slettes. Dette betyder, at korrektioner (negative registreringer), der ikke kan kobles med en registrering på variablerne person_id, behandlingsdato (dato for ydelsen), speciale (type af ydelse) og ydeltid (tidspunktkode for ydelsen). Registreringer, hvor variablen 'SIKGRUP' (Sygesikringsgruppe) har værdien 9 (Afdød), slettes. Alle observationer, der slettes, får værdien 0 for variablen statpop i SSSY. Det første registrerede køn og den første registrerede alder bruges for personer, der optræder i data med flere CPR-numre. Sygesikringsdata kobles sammen med øvrige data om pårørende, herkomst, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning og indkomst.

Korrektion

Fra 2005 blev registret renset for observationer, hvor der ikke gives tilskud via den offentlige sygesikring (bruttohonoraret lig med 0). Dette gælder primært fysioterapi og tandlægehjælp. For året 2005 findes der således data både efter den gamle opgørelsesmetode, hvor data ikke er oprenset, og den nye opgørelsesmetode, hvor data er oprenset. Dog slettes kronikerhonorarerne (0130, 0131, 0132, 0133) ikke for speciale 80 (almen praksis). Pr. 1. januar 2024 blev det strukturerede forløb for sclerosepatienter implementeret på speciale 62. De nye forløbsydelser har ydelsesnumrene 0211, 0212, 0213, 0214 og 0215. For patienter, der indgår i disse forløb, vil alle ydelser være dækket af forløbshonoraret. Disse ydelser fremgår i data med et bruttohonorar lig med 0. Disse ydelser slettes ikke.

Der er et meget lille antal records, hvor kontakterne er negative. I 2024 er der 147.290 negative records, (hvilket svarer til 0,14 pct. af samtlige records). Dette skyldes afregningstekniske korrektioner i registret, dvs. ikke korrektioner, som foretages af Danmarks Statistik. Fra 2021 vil korrektioner, der ikke kan knyttes til registrering i det pågældende år, slettes inden opgørelsen af statistikbanktabellerne.