Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik
Silas Turner
21 54 42 57

STR@dst.dk

Hent som PDF

Krisecentre

Statistikken er en totaltælling over borgere og medbragte børn på krisecentre. Nogle ophold er indberettet anonymt for borgeren og/eller medbragte børn, hvilket kan medføre manglende baggrundsoplysninger. Derfor er det ikke muligt at fange, om borgerne indgår i statistikken mere end én gang. Nogle borgere og børn er angivet anonymt på ét krisecenter og ikke anonymt på et andet. Derudover kan der ved manuelt indtastning af ophold forekomme tastefejl eller manglende datoer. Ligeledes kan der være indberettet overlappende ophold. Størstedelen af disse fejl bliver dog rettet inden offentliggørelse.

Samlet præcision

Det er lovpligtigt at indberette data om personer og ophold. Antallet af uoplyste værdier er mere fremtrædende i nogle variable end andre. Derudover kan manglende registrering af ind- eller udskrivninger potentielt påvirke den samlede statistiks præcision.

Stikprøveusikkerhed

Ikke relevant for denne statistik.

Anden usikkerhed

På krisecentret kan borgeren vælge, at borgeren og/eller medbragte børn skal være anonyme. Der optræder anonyme borgere i statistikken, hvilket er årsagen til at der kan forekomme gengangere som der ikke bliver taget højde for, da de ikke kan fejlsøges. For disse er det ikke muligt at finde baggrundsoplysninger.

Der kan være forskellige praksis for registrering i de forskellige krisecentre, hvilket kan betyde målefejl.

Antallet af børn i statistikbankstabellerne beregnes som summen af indberettede CPR-numre på børn i data. I mikrodata findes ligeledes variablen ”antal børn”. Afvigelser mellem denne variabel og summen af CPR-numre på børn kan forekomme eksempelvis på grund af indtastningsfejl i de data, som krisecentrene indberetter. Der fejlsøges for nuværende ikke for denne fejltype.

I perioder med travlhed på krisecentrene kan det ske, at enkelte ophold ikke bliver registreret. Omfanget er ikke estimeret.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

I nogle af de indberettede ophold har borgeren ønsket anonymitet for sig selv og/eller sine eventuelle medbragte børn, og de vil dermed være angivet med et fiktive CPR-numre i data. Det betyder, at ikke alle borgere og børn kan matches med registeroplysninger. Muligheden for anonymitet medfører ligeledes, at antallet af gengangere ikke kendes præcist.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Eventuelle revisioner af tidligere udgivne data foretages som udgangspunkt ved hver ny udgivelse, da der udgives data fra 2017 og frem til det aktuelle tællingsår. Revisioner kan skyldes, at krisecentrene har kvalitetssikret deres data, eller at Danmarks Statistik har forbedret sin databehandling. De enkelte krisecentre skal godkende deres data for de foregående 3 år. Når datasættet for det enkelte år er dannet, kan data sammenlignes med, hvad der tidligere er indberettet, og det kan vurderes, om statistikken skal revideres ved udgivelsen.

Alle ophold, der har været aktive i løbet af tællingsåret, har krisecentret haft mulighed for at revidere. Det vil også sige ophold, der fx er startet i året forud for tællingsåret, men som endnu ikke havde en udskrivningsdato. Hvis krisecentret har revisioner til ophold, der er afsluttede inden for de seneste tre år, men ikke har været aktive i tællingsåret, skal de kontakte Danmarks Statistik, så det kan blive tilrettet.