Præcision og pålidelighed
Kontaktinfo
Forskning, Teknologi og Kultur, ErhvervsstatistikDavid Boysen Jensen
61 50 73 82
Hent som PDF
Statistikken er stikprøvebaseret og resultaterne er forbundet med usikkerhed fra stikprøvevariation, bortfald, målefejl og dækningsfejl. Usikkerheden er størst i detaljerede opgørelser. Bortfald og skævheder reduceres gennem kalibreret vægtning, imputering og omfattende fejlsøgning. Foreløbige tal revideres året efter, når flere oplysninger indgår i behandlingen.
Samlet præcision
Da undersøgelsen er stikprøvebaseret, er alle tal forbundet med en vis statistisk usikkerhed i form af tilfældig variation. Det gælder i særlig grad resultater fra de mest detaljerede branche-, regions- og størrelsesopgørelser, hvor tallene overvejende skal betragtes som retningsgivende.
Fra og med 2009-statistikken offentliggøres seneste tælling som foreløbige tal for derved at sikre, at erfaringer og oplysninger fra den følgende dataindsamling og statistikproduktion også indgår i behandlingen af datamaterialet. Ved offentliggørelse af foreløbige tal for seneste tællingsår offentliggøres samtidigt den endelige statistik for det foregående år.
Som et led i den generelle kvalitetssikring af statistikken er der udarbejdet en kvalitetshåndbog for statistikkerne om forskning, udvikling og innovation (FUI)
Stikprøveusikkerhed
Stikprøveusikkerheden måles ved varianskoefficienter (CV). For 2024 er CV for innovationsudgifter, driftsudgifter ekskl. FoU, beregnet til 2,0 pct. Den relativt høje spredning skyldes, at mange virksomheder har innovationsudgifter på 0 kr., mens få virksomheder har store beløb, hvilket giver betydelig variation i materialet. Hvor stikprøveusikkerheden er høj på de detaljerede opgørelser, bør tallene tolkes med forsigtighed.
Anden usikkerhed
Ud over stikprøveusikkerhed påvirkes statistikken af systematiske fejl som dækningsfejl, målefejl og bortfald. Dækningsfejl kan opstå, hvis virksomheder med betydning for statistikken ikke indgår i stikprøven, fx på grund af ændringer i det erhvervsstatistiske register. Målefejl kan forekomme, når virksomheder har vanskeligt ved at adskille udgifter til innovation fra øvrige driftsaktiviteter eller ved at afgøre, om aktiviteter opfylder innovationsdefinitionerne. Bortfald håndteres gennem kalibreret vægtning og imputering, der reducerer skævheder i resultaterne. Fejlsøgning og sammenhold med registre mindsker betydningen af systematiske fejl, men tallene kan stadig være behæftet med usikkerhed, særligt for økonomiske variable.
Kvalitetsstyring
Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.
Kvalitetssikring
Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.
Kvalitetsvurdering
Statistikken vurderes at være dækkende for innovation i det private erhvervsliv og følger et fælleseuropæisk metodegrundlag, hvilket understøtter sammenlignelighed mellem lande. Kvaliteten er høj på landsniveau, men usikkerheden er større på detaljerede opgørelser, særligt for innovationsudgifter, hvor spredningen i data er betydelig. Målefejl kan forekomme, når virksomheder har vanskeligt ved entydigt at afgrænse innovationsaktiviteter og udgifter. Bortfald håndteres gennem kalibrering og imputering, hvilket reducerer skævheder, men ikke eliminerer dem. Metoden forbedres løbende gennem fejlsøgningsrutiner, opfølgning på stikprøver og brug af registre som hjælpevariable.
Revisionspolitik
Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.
Praksis for revisioner
Statistikken offentliggøres med foreløbige tal, som revideres året efter, når flere oplysninger og erfaringer fra den efterfølgende dataindsamling indgår i behandlingen. For 2024 er der offentliggjort foreløbige tal i december 2025.