Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur. Erhvervsstatistik.
Søren Østerballe
37 17 35 25

srb@dst.dk

Hent som PDF

Idrætsudøvelse

Data om idrætsforeningernes medlemmers og medaljer for danske idrætsfolks internationale præstationer modtages fra det Centrale Foreningsregister og Danmarks Idrætsforbunds (DIF) medaljeoversigt. Udvalgte resultater fra Idrættens Analyseinstituts undersøgelser af befolkningens motionsvaner modtages i form af særudtræk. Tilskuertal for udvalgte sportsgrene og ligaer indsamles fra de relevante forbund og data til statistik om medaljer og rangering, indsamles fra DIF og Gracenote.

Data valideres ved en sammenligning med tidligere år og sammenstilles derefter i tabeller.

Kilder

Aktivitets-, forenings- og medlemsoplysninger er baseret på et udtræk fra Det Centrale Foreningsregister, som drives af Danmarks Idrætsforbund, DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og Dansk Firmaidrætsforbund, se dif.dk/medlemstal for den samlede foreningsidræt og dif.dk/forbund for detaljerede tal for de enkelte forbund.

Resultater fra Idrættens Analyseinstituts undersøgelser af befolkningens motionsvaner modtages i form af særudtræk.

Befolkningens brug af idrætsrelaterede aktiviteter de seneste tre måneder efter idrætsrelateret aktivitet og alder og køn (IDRKVU01) tager udgangspunkt i Kulturvaneundersøgelsen, hvorfor der henvises til dennes statistikdokumentation.

Idrætsorganisationernes medlemskaber (andel af befolkningen) efter område, køn og alder (IDRAKT02) tager udgangspunk i statistikbanktabellerne IDRAKT01 og FOLK1A, hvorfor der henvises til tilhørende dokumentation. Befolkningstallene trækkes fra FOLK1A i det 4 kvartal det relevante år.

Tilskuer statistikken er baseret på flere opgørelser, som udarbejdes af forbundene inden for de enkelte sportsgrene. Noget data indhentes af Danmarks Statistik hos de enkelte forbund pba. registrering.

Landsholdsstatistikkerne indenfor fodbold registreres i Dansk Boldspil Unions database

Data for håndboldligaerne registreres hos Dansk Håndbold Forbund.

Data for håndboldlandsholdene indberettes fra Dansk Håndbold Forbund.

Data for basketball-landsholdet indberettes fra Danmarks Basketball Forbund.

Data for Basketligaen indberettes årligt fra Basketligaen.

Data for ishockey registreres og indberettes fra Danmarks Ishockey Union.

Data for dansk klubfodbold indberettes fra Divisionsforeningen.

Samtlige indberetninger til tilskuer statistikken omfatter det samlede antal kampe samt tilskuere for de enkelte sportsgrene efter liga og køn.

Medaljestatistikken er baseret på Danmarks Idrætsforbunds medaljeoversigt, som er udarbejdet på baggrund af indberetninger fra DIFs ca. 60 specialforbund. Mere detaljerede oplysninger om aktiviteter, discipliner, turneringer og medaljetagere kan ses på https://www.dif.dk/idraetten-i-tal/medaljestatistik. Hos DIF indberettes data om medaljerne fra specialforbundene, hvor kravet er, at der minimum skal være 4 deltagerlande i et officielt mesterskab. Ved indberetning fejlsøger DIF for dubletter. Medaljestatistikken omfatter ikke junior og veteran medaljer. I statistikken inkluderes 'European Games', som første gang blev afholdt i 2015, og svarer til en slags "Kontinental OL".

Rangeringerne er baseret på særudtræk fra "The Relative Medal Table" der sammenligner internationale idrætspræstationer udarbejdet af Gracenote - A Nielsen Company. Befolkningstallene fra de enkelte lande og verdensdele hentes fra FN's hjemmeside

Indsamlingshyppighed

Årlig, dog udarbejdes resultater vedrørende befolkningens idræts- og motionsvaner hvert fjerde år.

Indsamlingsmetode

Data for idrætsforeningernes medlemmers aktiviteter samt medaljeoversigten tilsendes som særudtræk fra Danmarks Idrætsforbund. Udvalgte resultater fra IDANs undersøgelser af befolkningens idræts- og motionsvaner modtages i form af særudtræk. Data til tilskuer statistikken indsamles gennem tilsendte særudtræk fra idrætsorganisationernes forbund eller ved registrering af tilskuertal på forbundenes hjemmesider. Data om medaljer og rangering statistikkerne indsamles ved modtagelse af særudtræk fra DIF samt Gracenote.

Datavalidering

Data for idrætsforeningernes medlemmers aktiviteter og medaljeoversigten valideres ved sammenligning med tidligere års resultater. Ved større udsving kontaktes dataleverandøren med henblik på konstatering og evt. rettelse af fejl. Resultater fra IDANs undersøgelser af befolkningens idræts- og motionsvaner sammenlignes med de publicerede resultater. Tilskuertal kontrolleres ved at sammenligne med tilskuertallene for de foregående år. Der tages desuden hensyn til omstruktureringer af ligastrukturer hvor færre/flere kampe og hermed færre/flere tilskuere kan forekomme. Data om medaljer og rangering kontrolleres ved at sammenligne med medaljer og sportsbegivenheder det pågældende samt tidligere år.

Databehandling

Databehandlingen omfatter kodning, tabellering, kontrol og fejlsøgning af detaljerede registerudtræk til niveauet for offentliggørelse samt validering af resultater ved sammenligning med de foregående års resultater.

Statistikbanktabellen IDRKVU01 tager udgangspunkt i Kulturvaneundersøgelsen, hvorfor der henvises til dennes statistikdokumentation.

For statistikbanktabellen om idrætsforeninger og medlemmer (IDRFOR01) gælder at summen af kommunerne ikke svarer til "Hele landet". Dette skyldes at foreninger/medlemskaber under den indberettede variabel "udenfor kommunerne" ikke indgår på kommuneniveau, men til gengæld i summen for "Hele landet".

For tilskuerstatistikken gælder specifikt, at play-off kampe mellem klubber vedrørende oprykning, nedrykning og kvalifikation inden for håndbold og fodbold ikke medregnes i det samlede antal kampe og tilskuerantal. Dette skyldes at klubberne i disse tilfælde repræsenterer forskellige ligaer eller spiller om kvalifikation til en anden pågældende liga.

I tilskuerstatistikken svarer kampe til hjemmekampe spillet på dansk jord. Udebane kampene for landshold indgår derfor ikke i statistikken.

Statistikbanktabellerne IDRRES01, IDRRES02 og IDRRANG1 sammenligner de danske resultater internationalt med de øvrige sportsnationer verden over et givent år, ved at tage udgangspunkt i de officielle olympiske discipliner til det kommende OL. Disciplinerne i disse tabeller vil derfor ændre sig hvert fjerde år, alt afhængig af hvilke der bliver tilføjet og trukket fra. De olympiske discipliner, der er på programmet ved sommer- og vinter-OL er et af de mål Team Danmark (TD) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) normalt anvender, når de ved årets slutning vurderer, hvordan Danmark har klaret sig internationalt.

Disciplinerne for hhv. sommer- og vinter-OL ændrer sig fra OL til OL. For mere information om de relevante discipliner henvises til OL’s officielle website https://www.olympic.org/sports

Når der et givent år ikke afholdes OL, trækkes præstationerne/resultaterne for de bedste nationer i stedet fra VM i den pågældende OL-disciplin. I discipliner, hvor der ikke i årets løb er afholdt VM, medregnes i stedet resultater fra tilsvarende konkurrencer såsom World Cup. I andre tilfælde medregnes placeringer i den pågældende disciplin, fra det senest afholdte VM. Resultaterne bearbejdes, så antal medaljer og antal deltagere pr. nation altid svarer til det, der gælder ved et kommende OL.

Præstationerne opgøres både i guldmedaljer, podiepladser (antallet af medaljer) og ud fra de 8 bedste placeringer inden for en disciplin (Top-8). Top-8 giver et større datagrundlag, og sikrer hermed et mere robust mål når nationernes præstationer sammenlignes. Dette er især gældende for mindre nationer, der vinder et begrænset antal medaljer til OL eller VM.

Hvis et hold eller en sportsudøver ikke repræsenterer en nation vil medaljen i statistikken blive betragtet som uoplyst. Dette kan fx. være uafhængige olympiske atleter.

Christiansø indgår i Bornholm for hhv. medlemmer og befolkning i tabellerne IDRAKT01 og IDRAKT02.

Fra 2022 har det været muligt at indberette anden kønsidentitet end mand og kvinde under en ny kategori ’andet’ til Det Centrale Foreningsregister, der er grundlaget for denne statistik. Stamoplysningen er baseret på medlemmernes egen indberetning i foreningens medlemssystem. Der kan være usikkerhed over, hvad kategorien ’andet’ dækker over i indberetningen, da den ikke er nærmere defineret. Antallet af medlemmer i den nye kønskategori, vil kun fremgå af tabellens totaler. Hverken håndteringen af den nye kønskategori i datakilden eller afrundingerne har betydning for statistikkens anvendelighed sammenlignet med tidligere.

Medlemstal er angivet som unikke medlemsskaber i en idrætsforening. En person, som er medlem i to foreninger, vil således tælle dobbelt i opgørelsen. Medlemstallene i tabellen IDRAKT01 er lavere end i tabel IDRFOR01, da ikke-idrætslige aktiviteter som teater, politik, mv. ikke er med i IDRAKT01.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.