Statistisk behandling
Kontaktinfo
Social og Sundhed, PersonstatistikSille Amalie Aagaard Kristensen
20 11 52 16
Hent som PDF
Herberger og forsorgshjem indberetter hvert kvartal oplysninger om henvendelser, hvor borgeren ikke får tilbudt en plads. Når data modtages af Danmarks Statistik gennemgås datasættene for en række fejl, fx om alle variable er inkluderet i indberetningen, og om der er indberettet for den korrekte periode. Herefter samles alle indberetninger til ét datasæt, som efterfølgende kontrolleres for mulige fejl. Herbergerne og forsorgshjemmene skal efterfølgende godkende deres data.
Kilder
Data indsamles fra herberger og forsorgshjem, der er oprettet og drevet efter servicelovens § 110. De enkelte herberger og forsorgshjem indberetter hvert kvartal en fil med data om henvendelser efter servicelovens § 110, hvor borgeren ikke får tilbudt en plads.
Herberger og forsorgshjem, der er omfattet af statistikken, skal indberette en række oplysninger, herunder en dato for henvendelsen, om tilbuddet har haft en ledig plads, om borgeren er i målgruppen for § 110 i lov om social service, om borgeren passer til tilbuddets målgruppe/rammer, hvorfor borgeren ikke passer til tilbuddets målgruppe/rammer, hvorfor borgeren ikke fik plads, og hvor borgeren i stedet er blevet henvist til.
De indsamlede data suppleres med oplysninger fra befolkningsstatistikregistret i Danmarks Statistik.
Indsamlingshyppighed
Data indsamles kvartalsvis.
Indsamlingsmetode
Data kan indberettes enten ved brug af en systemgenereret txt- eller Excel-fil eller via et prædefineret regneark, som Danmarks Statistik sender digitalt til herbergerne og forsorgshjemmene. Data indberettes til Danmarks Statistik via en sikker upload-løsning på virk.dk. Herberget eller forsorgshjemmet adviseres på mail eller digital post af Danmarks Statistik, når det er tid til at indberette. Såfremt indberetningen ikke modtages, rykkes herberget eller forsorgshjemmet.
De herberger og forsorgshjem, som indberetter data via Danmarks Statistiks prædefinerede regneark, fortsætter med at indtaste oplysninger i samme regneark, indtil Danmarks Statistik sender et nyt regneark. På indberetningssiden for Herberger og forsorgshjem findes der vejledninger, som beskriver, hvordan man indberetter data om henvendelser til herberger og forsorgshjem.
Datavalidering
De enkelte herberger og forsorgshjem skal godkende deres data på summarisk niveau for en ét-årig periode inden offentliggørelse. af statistikken Der sker ved, at Danmarks statistik sender en godkendelsesrapport til de enkelte herberger og forsorgshjem med en række tabeller efter kalenderårets afslutning.
De første tabeller indeholder det samlede antal henvendelser fordelt på år og måned, så herberget eller forsorgshjemmet kan tage stilling til, om udviklingen ser ud, som de forventer. Herudover kontrolleres det, om den samme person er registreret med flere henvendelser til samme herberg eller forsorgshjem på samme dag, og om der er henvendelser registreret uden en henvendelsesdato. Der præsenteres også en tabel over fordelingen af svar på, hvorfor en borger ikke passer til tilbuddets målgruppe, selv om borgeren er omfattet af servicelovens § 110. Herberget eller forsorgshjemmet skal vurdere, om der er tale om fejlregistreringer, eller om oplysningerne er korrekte. Gentagne henvendelser fra samme person kan være korrekte registreringer. Eventuelle fejl skal rettes ved en ny indberetning, mens korrekte oplysninger skal bekræftes. Efter herbergerne og forsorgshjemmene har godkendt deres oplysninger, foretager Danmarks Statistik yderligere kontroller af de indberettede CPR-numre, herunder om numrene er valide, og om personerne er registreret som døde på eller før datoen for henvendelsen. For de henvendelser, der er registreret anonymt, er det ikke muligt at kontrollere for eventuelle dobbeltregistreringer ved hjælp af CPR-nummer.
I 2025 var der 134 indberettere til statistikken. Ud af disse har 117 indberettere godkendt deres data for 2025. 17 tilbud har enten ikke haft nogle henvendelser i 2025, eller har indberettet data, men havde ikke mulighed for at godkende, da tilbuddene er ophørt i mellemtiden. De indberetninger, der ikke er godkendt, indgår dog fortsat.
Databehandling
Hvis herberget eller forsorgshjemmet har indberettet værdier, der ikke indgår blandt de tilladte svarmuligheder, ændres disse til ukendt.
Korrektion
Der foretages ikke korrektion ud over hvad der allerede er beskrevet under Datavalidering og Databehandling.