Præcision og pålidelighed
Kontaktinfo
Befolkning og Uddannelse, Personstatistik.Asger Bromose Langgaard
21 59 96 46
Hent som PDF
De administrative systemer, der ligger til grund for statistikken, benyttes af institutionerne til deres egen daglige administration af eleverne og også til udbetaling af diverse økonomiske tilskud. Korrekte registre er således nødvendige for institutionernes økonomi og bidrager til en forventelig høj kvalitet på datakilden. Da der er mange forskellige måder at tage en erhvervsuddannelse på, er der mange muligheder for at lave fejlregistreringer fx forkert registrering af eleverne på institutionerne eller forkert konvertering til det format, der skal anvendes.
Samlet præcision
Der findes mange forskellige typer erhvervsuddannelser, måder at tage en erhvervsuddannelse på og typer af indberettere. Det betyder, at risikoen for fejl i indberetningerne øges, da uddannelsernes kompleksitet øger muligheden for fejl i indtastningerne i de administrative systemer. Desuden eksisterer der forskellige administrative praksisser mellem skolerne, der gør, at der kan opstå uoverensstemmelser. Endelig benytter skolernes administrative systemer et andet format end det, der benyttes i Elevregistret. Derfor er der også en risiko for, at der opstår fejl i behandlingen af data hos enten STIL eller Danmarks Statistik. Særligt for specifikke grupperinger og enkeltuddannelser er der derfor en vis usikkerhed i tallene. Usikkerheden vil især gælde det seneste år, da mange fejl rettes af uddannelsesinstitutionerne i deres systemer i løbet af det følgende år.
Stikprøveusikkerhed
Ikke relevant for denne statistik.
Anden usikkerhed
Dækningsfejl kan bestå i, at der er personer, der ikke bliver registreret i statistikken. Der kan være målefejl på baggrund af de mange forskellige dele og måder, man kan tage en erhvervsuddannelse på. Beregningsfejl kan opstå ved fejl i konverteringen til det format, der anvendes til statistikproduktion. Ved overlap af datoer afsluttes en studerende på den første uddannelse på den dato, hvor vedkommende står til at være påbegyndt den næste uddannelse.
Kvalitetsstyring
Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.
Kvalitetssikring
Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.
Kvalitetsvurdering
Statistikkens styrke er, at data indsamles fra institutionernes administrative registre, som institutionerne selv benytter til administrationen af deres elever og studerende. Der er dog visse udfordringer med hensyn til erhvervsuddannelserne, der gør, at datakvaliteten er lidt mere usikker end på andre uddannelsesområder.
Uddannelsesforløbene på erhvervsuddannelsesområdet er komplicerede. Eleven skal placeres på grund- eller hovedforløb og på en uddannelsesvej, hvilket betyder flere mulige fejlkilder.
Desuden er der ofte store udsving fra år til år på området. Det kan derfor være sværere at finde eventuelle fejl, da store udsving fra år til år ikke nødvendigvis behøver være udtryk for fejl.
Alt i alt er datakvaliteten på erhvervsuddannelsesområdet derfor mere usikker end på de øvrige uddannelsesområder.
Revisionspolitik
Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.
Praksis for revisioner
I forbindelse med de årlige indberetninger af nye uddannelsesoplysninger kommer der også rettelser til tidligere indberetninger, særligt for det foregående år. Tidligere år opdateres med nye oplysninger.