Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Christian Törnfelt
39 17 34 47

cht@dst.dk

Hent som PDF

Dagblade og tidsskrifter

Statistikken er baseret på de officielle, brancheanerkendte målinger af læsertal for de trykte medier, som Index Danmark/Gallup udarbejder. Data indsamles ved en stikprøveundersøgelse, der årligt omfatter 25.000 repræsentativt udvalgte respondenter i alderen fra 12 år og derover. Danmarks Statistik tabellerer resultaterne udarbejdet af Index Danmark/Gallup og som er kvalitetssikret af Index Danmarks Metodeudvalg. For dagblade, fagblade og magasiner aggregerer Danmarks Statistik læsertallene til bruttodækningstal.

Kilder

Statistikken er baseret på de officielle, brancheanerkendte målinger af ugentlige læsertal for de trykte dagblade i Danmark samt læsning for gennemsnitlige udgaver af ugeblade og magasiner, som Index Danmark/Gallup udarbejder. Danmarks Statistik modtager specialkørsler for dagbladenes ugentlige læsertal direkte fra Index Danmark/Gallup, men indsamler selv tal for bruttodækning mv. for dagblade fra Kantar Gallups hjemmeside, hvor læsertal for enkelttitler offentliggøres årligt. Index Danmark/Gallup er en spørgeskemaundersøgelse, der bygger på ca. 25.000 årlige telefoninterview samt ca. 22.000 webbaserede interview. I sammensætningen af Index Danmark/Gallup-universet tilstræbes en meget høj grad af repræsentativitet. Før interviewene inddeles Danmark i geografiske strata, som svarer til en andel af den danske befolkning. Efter interviewene vejes de indsamlede data på geografi, køn, alder, uddannelse og antal personer i husstanden, så interviewene er repræsentative for den danske befolkning. Læsertal siger overordnet noget om hyppighed og dækning, altså hvor ofte respondenter er i kontakt med det pågældende medie. Hvor meget af den enkelte udgave af et trykt medie, der læses, i hvilken kontekst det læses, eller hvor grundig denne læsning er, siger tallene ikke noget om.

Indsamlingshyppighed

De officielle læsertal fra Index Danmark/Gallup offentliggøres årligt baseret på indsamling af oplysninger om læsefrekvens. I praksis betyder det, at de frekvensbaserede læsertal illustrerer den gennemsnitlige læsning for en periode på et år.

Indsamlingsmetode

Index Danmark/Gallup er en spørgeskemaundersøgelse, der bygger på ca. 25.000 årlige telefoninterview samt ca. 22.000 webbaserede interview.

Datavalidering

Data fra Index Danmark/Gallup underkastes et kvalitetstjek, som omfatter en sammenligning af nye data med hidtidige tidsserie samt beregning af kontrolsummer, hvor disse også optræder i de indberettede data, for at opfange tastefejl og sikre fuldstændigheden af data.

Databehandling

Data leveres til Danmarks Statistik i form af specialkørsler udvalgt, indsamlet og bearbejdet af Index Danmark/Gallup samt i form af offentligt tilgængelige rapporter vedr. læsertal som kan findes her. Danmarks Statistik koder for de enkelte titler efter udgivelsesfrekvens og geografisk dækning samt branche/emne ved opslag i Mediedatabasen/Danske Medier. Dernæst aggregeres læsetal for de enkelte titler til totaler (bruttodækning) for de forskellige grupperinger.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover, hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.