Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Økonomisk statistik
Sara Svantesson
39 17 30 66

srs@dst.dk

Hent som PDF

Affaldsregnskab

Det datasæt der modtages fra Miljøstyrelsen er allerede fejlsøgt svarende til offentliggørelsen i Miljøstyrelsens årlige affaldsstatistikrapport. Danmarks Statistiks behandling af data er derfor primært den detaljerede og komplette fordeling af alt affaldet på det grønne nationalregnskabs 117 brancher.

Kilder

Affaldsregnskabet bygger på data fra Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem (ADS).

Indsamlingshyppighed

Danmarks Statistik modtager årligt dataudtræk fra ADS fra Miljøstyrelsen. Data indberettes løbende i det administrative system ADS, men med en årlig frist.

Indsamlingsmetode

Affaldsregnskabet bygger på administrative data, som ikke indsamles af Danmarks Statistik. Miljøstyrelsen indsamler gennem et elektronisk indberetningssystem, ADS.

Datavalidering

De indberettede data i ADS fejlsøges og kvalitetssikres i Miljøstyrelsen til brug for deres offentliggørelse af primær affaldsstatistik og rapportering af affaldsstatistik til EU. Når Danmarks Statistik modtager data fokuserer fejlsøgningen primært på brancheplaceringen af affaldet. Miljøstyrelsens validering omfatter dog også i nogle tilfælde branchedimensionen, specielt flyttes alt byggeaffald til branchen for bygge og anlæg.

Affald rapporteres i nogle tilfælde med usandsynlige branchekoder. Specielt er der fokus på affald rapporteret som kommende fra holdingselskaber, hovedsæder og virksomheder hvis aktivitet er udlejning af erhvervsejendomme. I disse tilfælde stammer affaldet oftest reelt fra henholdsvis den aktivitet der 'holdes', den aktivitet hovedsædet styrer eller den aktivitet der udlejes til. I disse tilfælde ses der derfor bort fra den indberettede branchekode og affaldet fordeles på samme måde som det affald, hvor der helt mangler branchekode i indberetningen.

Databehandling

Databehandlingen består af en komplet og detaljeret branchefordeling af affaldet, fulgt af aggregering til de grupperinger der anvendes ved offentliggørelsen.

Den komplette og detaljerede branchefordeling sker i en række trin. I første omgang bruges de branchekoder som er indberettet i ADS og kvalitetssikret af Miljøstyrelsen, inkl. evt. tilretninger foretaget i Miljøstyrelsen.

Herefter fordeles det resterende affald. En mindre del brancheplaceres via den såkaldte EAK-kode, som er en detaljeret europæisk klassifikation af affald. I nogle tilfælde gør EAK det muligt entydigt at brancheplacere affaldet, da nogle koder per definition stammer fra netop én branche.

Herefter fordeles resten af affaldet forholdsmæssigt, dvs. at affald uden branchekode fordeles med samme procentsats på alle de brancher der allerede har affald i samme fraktion. I forhold til den samlede mængde affald udgør det affald der fordeles på denne måde 1-2 pct. årligt, det varierer dog en del mellem fraktioner. Resultatet af denne beregning er at alt affald er fordelt på branchekoder ift. DB07.

Sidste trin er at fordele fra DB07-baserede grupper til de særlige nationalregnskabsbrancher, der hvor de afviger fra DB07. For de brancher der opdeles i markedsmæssig og ikke-markedsmæssig del (se brancheoversigt under 'grupperinger og klassifikationer') sker fordelingen ved hjælp af tal fra nationalregnskabets opgørelse af præsterede timer i brancherne. De præsterede timer er et mål for hvor mange timer der er arbejdet i hver branche. Den særlige nationalregnskabsbranche til at opgøre værdien af boligydelsen fra ejerboliger 'boliger, ejerbolig mv.' (680024) tildeles ikke noget affald, da husholdningernes affald findes under 'husholdninger'. Bygge og anlæg er opdelt i 4 nationalregnskabsbrancher. Alt erhvervsaffald som samtidig er byggeaffald fordeles vha. tal for de præsterede timer på de 3 brancher: nybyggeri, anlægsvirksomhed og professional reparation og vedligehold. Den fjerde branche, gør-det-selv reparation og vedligeholde, tildeles alt byggeaffald fra husholdningerne (typisk stammende fra genbrugsstationer).

Herefter sker der ikke anden databehandling end aggregering til niveauet for de offentliggjorte tabeller. Der er ingen imputering, vægtning eller opregning.

For kommunefordelingen af husholdningsaffaldet, tages der udgangspunkt i Miljøstyrelsens oplysninger fra indberetning af affald på kommuner. En lille del (1-2 pct.) af affaldet mangler oplysning om kommune. Specifikt for slam fra renseanlæg bruges tabellen VANDUD til at kommunefordele mængderne. Resten af affaldet fordeles proportionalt til kommuner, ud fra affaldstype.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.