AFG_BSTRFLGD
Langt navn
Længde af betinget frihedsstraf
Generel Beskrivelse
Længden af den betingede frihedsstraf. Angivet i dage. Der idømmes ikke frihedsstraf på mindre end syv dage.
Variablen skal forstås i sammenhæng med AFG_AFGTYP3 (Afgørelsens eller sanktionens type).
Variablen har kun et betydende indhold for AFG_AFGTYP3 = 112, 113, 121, 122, 123 og 124. (delvist betingede/betingede domme). For øvrige værdier af AFG_AFGTYP3 vil variablen antage værdien 0, der skal tolkes som "ikke betinget dom".
Værdien 0 for AFG_AFGTYP3 = 112, 113, 121, 122, 123 og 124 angiver, at straffastsættelsen er udsat.
Detaljeret beskrivelse
Betingede domme idømmes, når retten ikke finder det påkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse. Retten kan enten beslutte, at fastsættelse af straffens længde udsættes, eller - hvis det anses for mere formålstjenligt - at straffen fastsættes, men fuldbyrdelsen udsættes. I begge tilfælde vil straffen bortfalde ved udløbet af en fastsat prøvetid.
Antallet af betingede domme, hvor straffastsættelsen er udsat, steg kraftigt frem til 1990, men udgjorde nogenlunde den samme andel af samtlige betingede straffe (46-50 pct.). Herefter faldt både antallet og andelen kraftigt, og i 2017, 2018 og 2019 var der 0 betingede domme med straffastsættelse udsat. Det har ikke været muligt at finde en præcis forklaring på denne udvikling. En forklaring kan være, at hvis der indføres højere strafferammer på et område, vil det betyde at straffens længde i højere grad fastsættes, når der gives en betinget straf.
Stigningen i antallet af betingede domme fra 1989 til 1990 og det efterfølgende fald fra 1990 til 1991 skyldes hovedsagelig udviklingen i domme med AFG_AFGTYP3 = 121 (betinget dom alene) og vedrører for en stor dels vedkommende udviklingen i antallet af betingede domme vedr. mandatsvig, der var ekstraordinært højt i 1990.
Stigningen i antallet af betingede domme fra 1999 til 2000 og igen fra 2000 til 2001 skyldes især flere domme med AFG_AFGTYP3 = 122 (betinget dom og samfundstjeneste), 123 (betinget dom og bøde) og 124 (betinget dom, bøde og samfundstjeneste).
Stigningen vedrører især flere betingede domme for "færdselsuheld med spiritus" og "spirituskørsel". Der sker et tilsvarende fald i antallet af ubetingede domme for de pågældende lovovertrædelser i de samme år.
Det skal ses i sammenhæng med en ændring af straffeloven (§57) fra 1.7.2000. Fra denne dato blev der indført mulighed for - som alternativ til en ubetinget dom - at idømme personer, der er fundet skyldige for spirituskørsel, en betinget dom. Den betingede dom kunne kun gives med samtidig vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling eller samfundstjeneste.
Faldet fra 2006 til 2007 falder tidsmæssigt sammen med politi- og domstolsreformen i 2007. Faldet fordeler sig jævnt på de forskellige typer af betinget straf. Det samlede fald på ca. 2.000 domme omfatter bl.a. ca. 500 færre domme for "spirituskørsel" og ca. 400 færre domme for "dokumentfalsk", "underslæb" og "bedrageri".
Stigningen i straffe med en varighed på op til 14 dage fra 1999 til 2000 skyldes især flere domme for "færdselsuheld med spiritus" og "spirituskørsel", jf. ovenfor.