Gå til sidens indhold

Især midaldrende og ældre mennesker kommer til skade på deres elcykel

Halvdelen af alle elcyklister som kom galt afsted i trafikken i 2018, var over 54 år. Uheld på elcykler involverer relativt ofte flere trafikanter, sammenlignet med uheld, hvor den forulykkede kører på en almindelig cykel, hvilket kan indikere, at elcyklisters uheld er mere alvorlige.

16. oktober 2019 kl. 8:00

I 2018 kom 344 trafikkanter på elcykler til skade i trafikuheld. I over halvdelen af disse uheld, var den forulykkede 55 år eller derover. Samme aldersgruppe stod for 26 pct. af alle uheld på almindelige cykler i 2018.

Det var personer mellem 55 og 64 år som oftest kom til skade på elcyklen. I denne aldersgruppe kom 85 til skade ved uheld på elcykler, svarende til 25 pct. af alle elcykel-uheld i 2018. Næsthøjest andel findes blandt de 65-74 årige, som stod for 17 pct. af alle årets trafikuheld på elcykel.

Tilskadekomne cyklister og elcyklister. 2018

figur1

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/MOERKE

I 2018 kom i alt 16.441 cyklister til skade i trafikken, heraf var 16.097 af ulykkerne på almindelige cykler og 344 på elcykler. Elcykler stod altså for 2 pct. af alle cykeluheld med personskade i 2018.

Tilskadekomne cyklister og elcyklister i absolutte tal. 2018

figur2Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/MOERKE

Danmarks Statistik offentliggør for første gang mere komplette data om elcyklisters cykeluheld

Fra og med 2018 er elcykler blevet udskilt fra samlekategorien ’cykler’ i statistikken. Der kan derfor nu gives et mere komplet billede af hvor ofte elcyklister kommer til skade i trafikken.

Ulykkesstatistikken for elcykler omfatter for første gang både registreringer fra politiet, skadestuer og sygehuse og giver dermed det hidtil bedst dækkende billede af, hvor mange elcyklister som kommer til skade i trafikken.

De hidtil kendte tal for tilskadekomne på elcykler har alene været baseret på politiets registreringer.

Politiets indberetninger udgjorde 26 pct. af alle registrerede uheld på elcykler i 2018, hvor cyklisten kom til skade. Skadestuernes indberetninger udgjorde de resterende 74 pct.

Kilde: Danmarks Statistik, Færdselsuheld

Uheld på elcykler involverer relativt oftere flere trafikanter

Der er forskel på typen af uheld, som elcyklister og almindelige cyklister kommer ud for. Såkaldte solouheld, hvor cyklisten er den eneste involverede, forekommer i 72 pct. af tilfældene for almindelige cyklister, mens de forekommer i 57 pct. af tilfældene for elcyklister.

Omvendt var elcyklisters trafikuheld i 43 pct. af tilfældene situationer, hvor flere trafikanter var involveret i uheldet, mens kun 28 pct. af de almindelige cyklisters uheld var situationer med flere involverede trafikanter.

Andel af cyklisters uheld, hvor flere trafikanter er involveret. 2018

figur3Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/MOERKE

Selvom statistikken ikke direkte fortæller noget om ulykkens alvor, kan det faktum at flere trafikanter er involveret i trafikulykken, tjene som en indikator på ulykkens alvor.

”Når cyklister kommer til skade i uheld, hvor flere trafikanter er involveret, registreres ulykken oftere end solouheld ved, at politiet er blevet tilkaldt ulykkesstedet. Dette indikerer, at her er tale om mere alvorlige uheld,” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Henning Christiansen.

”Omvendt registreres næsten alle soloulykker på cykler og elcykler alene på skadestuen, hvor tilskadekomsten generelt må anses for at være af mindre alvorlig karakter,” forklarer Henning Christiansen, der dog understreger, at nogle uheld indberettet til skadestuer naturligvis også kan have alvorlig karakter.

Politiet rykker ud til 5 pct. af alle almindelige cyklisters uheld, mens de rykker ud til 26 pct. af alle elcyklisternes uheld. Politiet rykker derudover endnu oftere ud til 55+ åriges personers trafikuheld på elcykler end de gør til elcyklers uheld generelt. Således blev 32 pct. af 55+ årige tilskadekomne elcyklister i 2018 registreret af politiet.

Kvinder er den mest udsatte gruppe

Kvinder på 55 år eller derover, er den gruppe, som oftest kommer til skade i trafikken på deres elcykel. I 62 pct. af de 55+ åriges trafikuheld på elcykler var den tilskadekomne cyklist kvinde, hvorimod mænd på 55+ år  stod for 38 pct.

Tal fra DTU’s trafikvaneundersøgelse, viser da også, at midaldrende og ældre kvinder generelt kommer ud for flere cykeluheld, end mændene gør, når man sammenligner, hvor mange kilometer de har cyklet, med hvor ofte de kommer til skade i trafikken. Bemærk, at disse tal ikke er opdelt på elcykler og konventionelle cykler.

 

Fakta: Cykeluheld på elcykler

  • 344 trafikanter på elcykler kom til skade i trafikken i 2018, svarende til 2 pct. af alle trafikuheld hvor cyklister eller el-cyklister kom til skade i 2018. Dette omfatter både politiets og skadestuernes registreringer.
  • Den mest udbredte cykeluhelds-skade for både alm. cyklister og elcyklister er læsioner i skulder, arm og hånd. Denne type skade pådrog 44 pct. af de almindelige cyklister sig, mens 38 pct. af tilskadekomne elcyklister pådrog sig denne type skade.
  • Hovedskader forekommer for elcyklister og cyklister på almindelige cykler i 18 pct. af uheldene. Altså ca. hvert sjette uheld med personskade. 
  • DTU’s trafikvaneundersøgelse udregner en risikoscore for cyklister, som fortæller, hvor ofte cyklister i en bestemt alder kommer til skade set i forhold til, hvor mange kilometer aldersgruppen gennemsnitligt cykler over en årrække.
  • Størst risiko for at komme galt afsted i trafikken på cykel har kvinder i alderen 75-84 år, ifølge denne undersøgelse, efterfulgt af mænd i samme alder. Bemærk at denne undersøgelse kun rummer tal for cykler overordnet set.
  • Kilder: Danmarks Statistik, Vejdirektoratet og DTU’s Transportvaneundersøgelse

Spørgsmål om tallene i denne artikel kan stiles til fuldmægtig Henning Christiansen på mail: hch@dst.dk eller telefon: 39 17 33 05