Gå til sidens indhold

Sol eller sne: Vinterferien deler danskerne

I februar 2017 tog danskerne på omkring 462.000 lange ferierejser til udlandet. De fem mest populære destinationer deler sig mellem sne og ski (59 pct.) og sol og strand (41 pct.).

22. januar 2019 kl. 8:00

Vinterferien og februar er højsæson for rejselystne danskere. I 2017, hvor de seneste opgørelser er fra, var Spanien (inklusive De Kanariske Øer) med 82.000 lange ferierejser den mest populære destination, når danskerne rejste til udlandet på vinterferie. Spanien (inklusive De Kanariske Øer) stod for 18 pct. af udlandsrejserne den måned.

En anden populær solbeskinnet destination var Thailand, som med 31.000 rejser stod for 7 pct. af udlandsrejserne.

Fakta: Lange ferierejser

Danmarks Statistiks rejsestatistik skelner mellem korte og lange ferierejser. Lange ferierejser dækker over rejser af en varighed på mindst fire overnatninger, mens korte ferierejser er på mindre end fire overnatninger.

 Figur 1. Danskernes top 5 rejsedestinationer i udlandet. Februar 2017

top5

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/FF1

Anm: Spanien er inklusive De Kanariske Øer

Anm 2: Kun rejser med mindst fire overnatninger er medtaget.

For skiløberne var Østrig, Sverige og Norge favoritdestinationer. Der var 70.000 lange ferierejser til Østrig (15 pct. af ferierejser til udlandet den måned), 50.000 lange ferierejser til Sverige (11 pct.) og 44.000 til Norge (10 pct.).

Skolernes vinterferie varer en uge, hvilket stemmer godt overens med den gennemsnitlige opholdslængde på danskernes favoritdestinationer i udlandet, som alle - med undtagelse af Thailand- er mellem 6 og 8 dage (illustreret ved den grønne cirkel i figur 1). Rejserne til Thailand varer gennemsnitligt 15 dage, hvilket er noget længere end de øvrige populære vinterferiedestinationer.

Fakta: Sådan rejser danskerne på lange ferierejser i udlandet

  • Fly 71pct.
  • Bil 21 pct.
  • Bus 4 pct.
  • Skib 2 pct.
  • Tog 1pct.

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/FF3

Mere end hver fjerde lange ferierejse i vinterferien var i Danmark

Ud over de 462.000 udlandsrejser med mindst fire overnatninger var der i februar 2017 også 172.000 rejser med Danmark som feriedestination. Dette svarer til, at 27 pct. af samtlige lange ferierejser blev holdt på dansk grund i vinterferien 2017.  Den gennemsnitlige opholdslængde for ferien i Danmark var 7 dage.

Figur 2. Rejser med mindst fire overnatninger. Februar 2017

dk

Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/FF1

Ferierejser i februar 2017

Destination Antal rejser Opholdslængde (antal dage)
Alle 633.245 9
Danmark 171.556 7
Spanien 82.308 8
Østrig 70.083 7
Sverige 50.286 7
 Norge 44.416 6
 Thailand 31.135 15
 Øvrige lande 183.461

 Spørgsmål om tal i denne artikel kan rettes til fuldmægtig Else-Marie Rasmussen på  Tlf.: 39 17 33 62 emr@dst.dk 

Kontakt

Else-Marie Rasmussen
Telefon: 39 17 33 62